Et særligt kendetegn ved Mette Frederiksen får eksperter til at hejse advarselsflag: »Hun har kunnet slippe afsted med det«

En blanding af magtkoncentration i Statsministeriet og politisk ledelsesstil får eksperter til at advare om risiko for fejl, når der træffes vigtige beslutninger i sager om for eksempel corona og mink. »Risikoen er, at man kan træffe beslutninger uden kvalitetssikring,« lyder kritikken. S afviser.

»Man kan blive så kraftfuld og få så mange beføjelser, at man som statsminister får embedsmænd til at glemme deres pligt til at sige fra, når de mener, at der er problemer,« lyder advarslen fra professor om Mette Frederiksens magtkoncentration. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Flere førende eksperter advarer nu om, at statsminister Mette Frederiksens (S) ledelsesstil og målrettede magtkoncentration i sig selv kan øge risikoen for alvorlige fejl, når der træffes vidtgående beslutninger.

Over for Politiken slår flere politologer fast, at »en farlig kombination« af et højt beslutningstempo og en magtkoncentration i Statsministeriet fører til manglende tid og plads til klassiske embedsmandsdyder om lovlighed, proportionalitet og økonomiske konsekvensberegninger.