En sen aften blev tre topøkonomer i al hast sat til at regne for regeringen – forud gik et intenst forløb med trusler om en uhellig alliance

Sent i forhandlingsforløbet har politikerne på Christiansborg bedt tre topøkonomer om i løbet af få døgn at regne på de samfundsøkonomiske konsekvenser af genåbningen af Danmark. Det viser sig nu, at den økonomiske ekspertgruppe blev nedsat i al hast, og at et flertal i Folketinget undervejs forsøgte at lægge pres på regeringen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) har sammen med regeringen og Folketinget nedsat en hurtigtarbejdede økonomisk ekspertgruppe, der skal komme med anbefalingerne til den næste faste af genåbningen af Danmark. Forud er gået et intenst forløb med trusler om et flertal uden om regeringen. Mads Claus Rasmussen

Søndag ved middagstid udsendte Finansministeriet en kortfattet pressemeddelelse, der ikke fik megen omtale, men hvis indhold efter alt at dømme vil få afgørende betydning for den næste fase af genåbningen af Danmark.

Regeringen og Folketingets partier har nedsat en ekspertgruppe bestående af tre af landets førende økonomer, var budskabet fra ministeriet, og de har fået til opgave at vurdere »sundhedsmæssige initiativer mod coronaepidemien ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv«.