Politikere kræver økonomisk plan nu: »Jeg har aldrig set et folketing, som har haft så få hæmninger i forhold til at bruge løs af vores penge«

Efter hastebehandlinger i Folketinget og godkendelser af milliardudgifter i al hast har kritikken af regeringen for manglende beregninger af coronakrisens økonomiske konsekvenser fået partier til at kalde finansministeren i samråd. Samrådet må de vente næsten fire uger på. Nicolai Wammen afviser kritikken og ser frem til samrådet.

»Jeg ser frem til samrådet, og jeg glæder mig til også dér at tale med Folketingets partier,« siger finansminister Nicolai Wammen (S). Finansministeren og regeringen kritiseres for manglende økonomiske beregninger af coronakrisen, og at det skal tage næsten fire uger, inden et samråd afholdes. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Et flertal i Folketinget intensiverer nu presset på regeringen for at få økonomiske beregninger over indsatsen mod coronaepidemien.

I disse uger sidder politikerne i Folketinget og i særdeleshed i Finansudvalget og godkender udgifter for både to- og trecifrede milliardbeløb uden at vide, hvad regeringens økonomiske strategi er, eller hvad den samlede regning kan løbe op i.