Registreringsafgiften på biler blev i den forgangne valgperiode fra 2015 til 2019 sænket flere gange af det daværende borgerlige flertal – og i første runde førte det sågar til en tv-transmitteret udskænkning af mousserende vin.
Da blå blok med finansloven for 2016 sænkede den øverste afgift fra 180 til 150 procent og dermed gjorde det op til 20.000 kroner billigere at erhverve sig en mellemstor bil, var det for Liberal Alliance nemlig så stor en dag, at den skulle fejres med boblende cava.