Der står en boksebold på Morten Dahlins kontor.
Den er rød med en sort fod og er omtrent halvanden meter høj.
Venstre-politikeren mener selv, at han er kommet lidt ud af form under coronanedlukningen, hvor de faste fodboldtræninger med gymnasievennerne på det lokale Greve-hold er aflyst, men det er nu ikke derfor, han har bugseret boksebolden ind på sit kontor på Christiansborgs tredjesal.
Den er mest af alt til, når dansk politik bliver »frustrerende«, som han udtrykker det.
»Så ja, du kan nok regne ud, at jeg har brugt den ret meget på det seneste,« siger Morten Dahlin, da han tager imod Berlingske på kontoret.
Det kræver ikke megen politisk indsigt at regne ud, at det ikke kun er den socialdemokratiske regering eller andre af Venstres vanlige modstandere, der har fået den 31-årige indfødsretsordfører til at give bolden mangt et dask gennem de forgangne uger.
Hovedparten af Morten Dahlins frustrationer har knyttet sig til situationen i hans eget parti.
Boksebolden fik da også »et ordentligt hak« forrige weekend, fortæller han, da han havde lyttet til den tale, hans nu forhenværende partifælle Inger Støjberg holdt på Venstres virtuelle landsmøde, hvor hun formelt takkede af som næstformand.
Og han gav den endnu en knytnæve, da Støjberg torsdag formiddag i denne uge proklamerede, at hun nu har meldt sig ud af Venstre, og i samme ombæring leverede en filterløs afskedssalut til sit gamle parti – og ikke mindst til formand Jakob Ellemann-Jensen.
Sidstnævnte slag må han fortælle om over telefonen. For Berlingske interviewede Morten Dahlin onsdag eftermiddag – mindre end et døgn før Inger Støjbergs exit blev offentliggjort. Så et par timer efter at nyheden kunne læses på Skive Folkeblads hjemmeside dagen efter, ringer vi ham op for at få en frisk kommentar.
Dahlin har knap sagt hej ned i røret, før han bekendtgør:
»Jeg har slået til min boksebold i dag, kan jeg godt afsløre.«
Knoglemarv og hårrødder
Morten Dahlin er ellers en af de politikere i Venstres folketingsgruppe, der værdipolitisk befinder sig meget tæt på Inger Støjberg. Det medgiver han også gerne selv.
Men noget af det, Støjberg har ytret i sin sidste tid som Venstre-kvinde, har gjort ham indigneret. Og derfor går han nu offentligt i rette med sin tidligere partifælle.
»Jeg bliver nødt til at sige, at jeg følte mig provokeret, da Inger Støjberg insinuerede, at man skal være fra Jylland for at ville føre en stram udlændingepolitik. Jeg blev faktisk voldsomt provokeret af hendes ord,« siger Morten Dahlin:
»Jeg køber simpelthen ikke den der geografiske spredning. Jeg har været medlem af Venstre, siden jeg var 15 år, og jeg oplever selvfølgelig, at der er forskel på mennesker, der bor på indre Nørrebro, og folk, der bor i det nordligste Nordjylland. Men jeg oplever ikke den der vanvittige uenighed, hun ridser op.«
Dahlin er vokset op i Hundige på grænsen til den københavnske vestegn, og siden har han ikke flyttet sig mange kilometer fra S-togsforstaden ved Køge Bugt, der ligger i Greve Kommune.
Faktisk er han blevet inden for kommunegrænsen og bor i dag i Karlslunde – godt otte kilometer syd for barndomsbyen. Desuden er han valgt til Folketinget i Sjællands Storkreds og sidder i Greve Byråd.
Så det er med det ophav in mente, man skal læse Morten Dahlins kritik af Inger Støjberg.
»Udlændingepolitik har altid været en del af mit politiske arbejde. Det har altid været en af de ting, jeg brænder for, og det er en af årsagerne til, at jeg er medlem af Venstre: Fordi jeg mener, at Venstre står på en klog udlændingepolitik. Vi hedder »Venstre, Danmarks Liberale Parti« og ikke »Venstre, FNs Liberale Parti«,« siger han:
»Det er simpelthen lodret forkert at påstå, at fordi man er født øst for Storebælt, er man ikke tilhænger af en stram udlændingepolitik. Prøv at høre, jeg føler ikke bare en stram udlændingepolitik dybt inde i hjertet – jeg føler det i min knoglemarv og i mine hårrødder. Derfor følte jeg mig provokeret af det dér, og der er behov for, at der er nogen øst for Storebælt, som siger, at det er forkert. Og det blev så mig.«
En omfangsrig sms
Morten Dahlin er dog ikke den eneste Venstre-politiker, der har irettesat Inger Støjberg offentligt.
Partiveteranen Bertel Haarder, der er født og opvokset på Rønshoved Højskole tæt ved Flensborg Fjord og i dag bor på Østerbro i København og deler sjællandsk valgkreds med sin unge kollega, sagde tirsdag i denne uge til Berlingske, at han følte sig »forulempet« af, at Støjberg »tager patent på Venstres værdier og på at være jyde«.
Og det er faktisk netop dét interview, der er anledning til besøget på Morten Dahlins kontor.
Få timer efter at artiklen var blevet offentliggjort, sendte Venstre-politikeren således en sms til Berlingske. Den tikkede i øvrigt ind, netop som Inger Støjberg havde forladt talerstolen under folketingsdebatten om rigsretssagen mod hende.
»Har egentlig ikke sagt et offentligt ord om det her med Ingers »bekymring« om Venstre og udlændingepolitikken. Men nu har jeg læst dit interview med Bertel, og det satte noget i gang hos mig,« skrev han indledningsvis i beskeden, som var af den slags, det kræver flere tommelfingerscrolls på iPhonen at bladre igennem.
Da Berlingske – siddende på kontoret – spørger Morten Dahlin, hvorfor han betoner behovet for, at en Venstre-mand med bopæl øst for Storebælt svarer Inger Støjberg igen, når nu Bertel Haarder allerede har gjort det, siger han:
»Jeg tror måske bare, at det er væsentligt, at der også er en fra den yngre generation, der gør det.«
Ingers kamp
De ord, Morten Dahlin er blevet så provokeret af, stammer som bekendt fra Inger Støjbergs afskedstale som næstformand.
I talen – som ingen i Venstre havde fået lov til at se på forhånd – udtrykte hun en bekymring for partiets aktuelle og fremtidige tilstand. Og hun betonede, at hvis det skal lykkes Venstre atter at vokse sig stort og fravriste Socialdemokratiet regeringsmagten, kræver det »en klar, troværdig og stram udlændingepolitik«.
»Ikke kun i ord, men også i handling,« sagde Støjberg og understregede, at en stram udlændingepolitik er »noget, man skal bære i hjertet«.
Ligeledes udtrykte hun en bekymring for, at Venstre er ved at miste sin jyske identitet, og at »forbindelseslinjerne til Christiansborg og København bliver svagere og svagere«.
Ord, som hun har gentaget i en noget mere ætsende form i de interview, hun har givet efter sit formelle farvel til det parti, hun har været medlem af i 30 år.
»Det har været en kamp hver eneste dag med Jakob. Der har bredt sig en forestilling om, at Venstre overlader den stramme udlændingepolitik til regeringen, og så kan Venstre i stedet tale om klima,« sagde Inger Støjberg eksempelvis torsdag til Berlingske.
Morten Dahlin erklærer, at han er »pisseked af, at Inger smutter«:
»Men jeg ville sådan ønske, at hun brugte sin indignation til at bekæmpe regeringen i stedet for at bekæmpe Venstre.«
Han vil gerne opponere mod ideen om, at nogle i hans parti har en bedre forståelse for nødvendigheden af en stram udlændingepolitik end andre.
»Den opvækst, jeg har haft, og det område, jeg er vokset op i, har helt klart haft en kæmpestor betydning for, hvorfor jeg mener, at der er behov for en stram udlændingepolitik. Der er områder i min hjemby, som ikke minder om Danmark. Andre er kommet frem til konklusionen ad andre veje,« siger Venstre-politikeren, der tidligere har fortalt om, at han ganske vist er opvokset i et parcelhuskvarter, men at det lå tæt op ad det socialt belastede boligbyggeri Askerød, hvilket medførte en række ubehagelige oplevelser i teenageårene.
»Men jeg har bestemt ikke en bedre forståelse – jeg har bare også en forståelse. Og det er nok det, jeg appellerer til. At vi prøver at lade være med at spille os ud mod hinanden, men i stedet samles om det, som jeg helt seriøst mener, vi er enige om – også øst for Storebælt: at udlændingepolitikken skal være stram og konsekvent,« siger han.
En sjællandsk mafia
Din kollega Mads Fuglede, Venstres udlændingeordfører, forsøgte i et interview i Jyllands-Posten i weekenden at forsikre, at de værdier, som Inger Støjberg er bekymret for er ved at forsvinde ud af Venstre, fortsat vil være der, hvis han er i partiet. Det lyder lidt, som om du er ude i samme ærinde?
»Ja, det er jeg vel faktisk. Jeg er værdipolitisk meget, meget tæt på Inger Støjberg. Og jeg synes, at Inger Støjberg har gjort en fortræffelig indsats for Danmark og dansk udlændingepolitik,« siger Morten Dahlin:
»De værdier repræsenterer jeg som sjællandsk folketingsmedlem. Der er ikke en eller anden sjællandsk mafia, der prøver at overtage Venstre og fjerne os fra en stram udlændingepolitik. Og man kan jo også bare se, hvem vores parti har placeret på de to udlændingeordførerskaber, vi har: Mads Fuglede og mig. Hvis man har talt bare fem minutter med mig eller med Mads, er man simpelthen ikke i tvivl om, at vi går ind for en stram udlændingepolitik.«
Du kunne sådan set også bare lyde som et folketingsmedlem fra Sjælland, der virkelig gerne vil positionere sig og kæmpe for sit mandat, på et tidspunkt hvor I har særdeles dårlige meningsmålinger?
»Hvis det nu var rigtigt, at sjællandske Venstre-folk ikke gik ind for en stram udlændingepolitik, skulle jeg jo sige det stik modsatte. Jeg er blevet valgt på et mandat om at føre en benhård udlændingepolitik – det har fyldt rigtig meget i min valgkamp. Så hvis tesen om, at sjællandske Venstre-folk skulle være nogle slappere, er rigtig, ville jeg jo skulle give præcis det modsatte interview af det, jeg gør nu.«
I her netop i dag (onsdag, red.) præsenteret et udlændingeudspil, som du har stået i spidsen for at udarbejde. I det udspil er der vel tale om nogle stramninger, der ligger inden for den mere liberale ramme, og som de færreste kan erklære sig uenige i: Flere udlændinge skal yde et bidrag til samfundet. Har I ikke bevæget jer væk fra de mere værdikampsbaserede stramninger?
»Det er faktisk et godt spørgsmål, og jeg forstår godt, hvor du vil hen med det. Det udspil, vi præsenterede i dag, er jo et udspil, der handler om at få flere med indvandrerbaggrund til at bidrage på arbejdsmarkedet. Og derfor er det naturligvis de elementer, det kredser allermest om,« siger Morten Dahlin:
»Men jeg synes også, der er et meget stærkt værdipolitisk element i forhold til social kontrol. Vi går simpelthen ind og siger, at vi ikke vil acceptere det der middelalderlige kvindesyn, hvor kvinder er mindre værd end mænd, og vi vil give indvandrerkvinder retten til at tjene deres egne penge. Det er værdi- og frihedskamp for mig.«

Du betoner, at du bærer stram udlændingepolitik i hjertet, knoglemarven og hårrødderne, og det siger Mads Fuglede også, at han gør. Men det er jo jeres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der står i spidsen for at tegne jeres linje. Gør han?
»Ja, jeg tror, at Jakob Ellemann-Jensen bærer Venstres udlændingepolitik helt ind i hjertet. Men helt ærligt, jeg har ikke tænkt mig at skære folk i Venstre op for at se, hvilke dele af Venstres principprogram, de bærer hvorhenne i deres krop. Jeg kan bare sige, hvordan jeg har det,« siger han:
»Og jeg kan jo også konstatere, at Jakob har valgt Mads Fuglede som udlændingeordfører og mig som indfødsretsordfører, så ja, jeg er overbevist om, at den stramme udlændingepolitik er i trygge hænder – også i Jakob Ellemanns Venstre.«
Inger Støjberg har også udtrykt en bekymring for, at I i Venstre ikke formår at favne bredt nok, og hun er bekymret for, om balancen mellem land og by tipper. Har hun ikke en pointe?
»Hvis du kigger på vores meningsmålinger, favner vi ikke bredt nok. Det er jo helt åbenlyst, at når vi ligger til 13 procent, er der ikke nok danskere, som synes, at Venstres politik er den rigtige. Og det er jo pisseærgerligt. Men jeg ser det ikke sådan, at vi er ved at tabe en bestemt landsdel. Lige nu har vi et problem med at appellere til alle.«
Du ser det mere sådan, at I har mistet vælgere over det hele?
»Ja, vi har mistet vælgere, fordi vi har haft travlt med at skændes internt i stedet for at fortælle om politik. Og det har vi jo selv en opgave i at gøre op med.«
Hvis opgaven lykkes, kan det være, at Morten Dahlin får mindre brug for den halvanden meter høje boksebold på sit kontor fremover. Men netop denne torsdag eftermiddag var den nødvendig. Som han fortæller over telefonen:
»Jeg slog måske lidt for hårdt til den. Man kan i hvert fald se det på væggen nu.«