DF krævede taleradio til Jylland: Er nu »oprigtigt overrasket« over, at Radio24Syv lukker

Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus, erklærer sig både »overrasket og ærgerlig« over Radio24Syvs beslutning om ikke at søge om en fornyelse af sin sendetilladelse. Til gengæld tror han fortsat på, at Danmark får en bedre taleradio, når størstedelen af medarbejderne skal arbejde i Vestdanmark frem for i København.

Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus, er overbevist om, at Danmarks anden landsdækkende taleradio bliver bedre, hvis den mestendels bliver produceret i Vestdanmark: »Det er også et spørgsmål om, at sjællændere og københavnere også får at vide, hvordan tingene hænger sammen i resten af landet,« siger han. Ólafur Steinar Gestsson

Mere end noget andet parti har Dansk Folkeparti arbejdet for, at den ene af Danmarks to landsdækkende taleradioer i de kommende otte år skal have base i Vestdanmark. Men efter snart otte år i æteren gjorde ejerkredsen bag Radio24syv det torsdag formiddag klart, at den taleradio ikke fortsat vil hedde Radio24Syv.

For Radio24syv, der altid har haft størstedelen af sine medarbejdere placeret i København, vil således ikke søge om en forlængelse af sin sendetilladelse, når tilladelsen udløber senere på året. Årsagen er ifølge radiokanalens ejer det politiske krav om, at 70 procent af de redaktionelle medarbejdere skal have arbejdsplads mindst 110 kilometer fra hovedstaden.