Bekymrede topjurister slår alarm over tendens på sociale medier: Brutalt had truer en kronjuvel i samfundet

Tonen i debatten mellem danskere på sociale medier er blevet så grov og hadefuld, at det i dag udgør et problem for selve ytringsfriheden, fastslår en lang række af landets førende juridiske eksperter i ny undersøgelse. Et kolossalt demokratisk problem, lyder det på Christiansborg, hvor toppolitiker erkender adskillige gange at have afstået fra at give sin holdning til kende, fordi hun »ikke har overskud til at tage den spand lort, jeg får i hovedet«.

En bekymrende udvikling på de sociale medier er i dag blevet en reel trussel for selve ytringsfriheden, konkluderer en stribe juridiske eksperter i en ny undersøgelse. Johner Images/Ritzau Scanpix

Omfanget af hadefulde ytringer og personangreb i debatten på nettet er blevet så stort, at det i dag udgør et problem for selve ytringsfriheden, fordi det afholder debattører, politikere og helt almindelige mennesker fra at deltage i den demokratiske debat.

Sådan lyder det bekymrede opråb nu fra en stribe af landets tungeste juridiske eksperter i Djøfs særlige jurapanel, der i en ny undersøgelse ser nærmere på udfordringerne for debatten på de digitale platforme.