Ældre Sagen: Ny finanslov kan holde flere ældre i arbejde

Ældre Sagen jubler over flere tiltag i finansloven for 2019, fortæller direktør Bjarne Hastrup.

Lars Løkke Rasmussen om sammen
Direktør Bjarne Hastrup fra Ældre Sagen glæder sig over flere ting i den nye finanslov. (Arkivfoto) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Med den nye finanslovsaftale kan landets pensionister se frem til en finanslov for 2019 med flere økonomiske gulerødder.

Forslagene, som et flertal bestående af regeringen og Dansk Folkeparti står bag, giver folkepensionister en større og mere fair andel af den økonomiske fremgang i samfundet.

Det vurderer Ældresagen, og det er kun på sin plads, mener organisationen.

Beløbet, som folkepensionister må tjene ved siden af pensionen, stiger også.

»Det er helt fair. Samfundet bør også være glad for, at man forhøjer beløbet, for det styrker incitamentet for at blive på arbejdsmarkedet,« siger direktør Bjarne Hastrup.

»Tidligere har det været sådan, at mange har undret sig over, at de fik en stor regning sidst på året, fordi de har tjent for meget,« tilføjer direktøren.

Beløbet hæves fra 60.000 kroner til 100.000 kroner om året.

Ifølge Ældre Sagen er 100.000 et fint sted at lægge loftet, da det ville gå i karambolage med andre regler, hvis det var endnu højere.

I den nye finanslov er det blevet besluttet, at folkepensionen fremover bliver reguleret fuldt ud med lønudviklingen i samfundet.

Folkepensionens grundbeløb stiger i 2019 og skal fra 2020 følge lønudviklingen, lyder det i finanslovsaftalen.

»For dem er det vigtigt, at vi stopper udhulingen af folkepensionen, som over årene kun bliver større og større på grund af fradraget til satspuljen,« siger Bjarne Hastrup.

Uden fradraget til satspuljen ville folkepensionen for en enlig pensionist være cirka 8000 kroner højere i år. Om ti år ville udhulingen være vokset med yderligere cirka 6000 kroner.

Finanslovaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti faldt på plads fredag eftermiddag.

/ritzau/