Søndag fløj det amerikanske rumfartøj Osiris-Rex tæt forbi Jorden og sendte en lille kapsel ned gennem atmosfæren. Kapslen landede i staten Utah.
Det er en stor begivenhed for NASA, men også for astrofysiker Christina Toldbo, der har en fortid hos NASA, men i dag forsker ved DTU Space.
»Midt inde i kapslen ligger materiale fra en anden verden,« fortæller hun begejstret i dagens afsnit af Pilestræde – Berlingskes nyhedspodcast.
Konkret indeholder rumkapslen støv- og jordprøver i en mængde, som svarer til en lille kop te, fortæller Christina Toldbo. Prøverne kommer fra asteroiden Bennu.
Det er første gang nogensinde, at det er lykkedes NASA at få en prøve hjem fra en asteroide – og første gang nogensinde, at nogen rumfartsorganisation får den mængde støv.
Forskere mener, at Bennu er dannet inden for de første 10 millioner år efter solsystemet opstod. Det gør den cirka 4,5 milliarder år gammel.
Håbet er spor af vand
Rummissionen har ud over at indsamle den lille prøve, også haft til formål at kortlægge asteroidens overflade.
Ifølge Christina Toldbo håber man særligt på at finde én ting i prøven fra asteroiden: vand.
Asteroider som Bennu er himmellegemer, som ikke er nået at blive til planeter. Christina Toldbo forklarer, at man derfor kan lære noget om Jorden og andre jordlignende planeters oprindelse, ved at studere asteroider.
»Noget af det, vi mangler at forstå om Jorden, er, hvor vores vand kommer fra. Det ville være vildt at finde spor af vand i prøven,« siger hun i Pilestræde.
Mulige sammenstød med Jorden
For Osiris-Rex går turen nu videre til asteroiden Apophis, som rumfartøjet forventes at nå i 2029. Her skal det indsamle billeddata af asteroiden, så forskerne bedre kan forudsige, hvordan den kommer til at bevæge sig.
Apophis er ligesom Bennu et såkaldt potentially hazardous object, altså en asteroide som både er tæt nok på Jorden og stor nok til at forårsage betydelig regional skade i tilfælde af sammenstød, fortæller Christina Toldbo.
»Apophis kommer med jævne mellemrum tæt på Jordens bane, og krydser måske vores bane på et tidspunkt, hvor vi også gør.«
Risikoen for sammenstød er lille, understreger hun, men det ville være »en ordentlig sprængladning«, hvis det skulle ske.
»Indtil videre holder vi øje med de 2.000 asteroider, som vi ved potentielt krydser Jordens bane. Selvom ingen af dem krydser Jordens bane indenfor de næste 100 år, vil vi stadig gerne holde øje med, hvordan de præcis bevæger sig, og om nogle af dem bliver en udfordring,« siger astrofysikeren i Pilestræde.
»Pilestræde« er Berlingskes nyhedspodcast, hvor vært Kaare Svejstrup udfordrer magt, viden og holdninger til aktuelle emner. »Pilestræde« udkommer mandag til torsdag klokken 05.00. Hør alle afsnit herunder, eller hvor du normalt hører podcast.