I sidste uge indkaldte den svenske justitsminister, Gunnar Strömmer, til krisemøde. Rekruttering af børn og unge i den svenske bandekonflikt var øverst på dagsordenen.
Ifølge svensk politi bliver tre personer rekrutteret til de kriminelle bander hver dag. Det betyder cirka 1.000 nye medlemmer om året, skriver nyhedsbureauet NTB. Der er i forvejen 30.000 banderelaterede personer i Sverige.
Svenskerne bør tage ved lære af Danmarks »bløde indsatser«, mener kriminolog og politiforsker ved Lunds universitet David Sausdal.
»Man har fejlet socialpolitisk i Sverige – modsat Danmark, hvor vi har været rigtig dygtige til at arbejde med ‘udsathed’ – altså for eksempel udsatte boligområder og ungdomskriminalitet,« siger Sausdal i dagens afsnit af Pilestræde.
Det handler om integration – ikke indvandring
Flere af episoderne omkring de syv drab i september menes at bunde i en intern konflikt i det kriminelle netværk Foxtrot, som ledes af Rawa Majid – også kendt som »den kurdiske ræv«.
Men det er en fejl at forbinde bandekonflikten med indvandringsspørgsmålet, mener David Sausdal. Han peger på, at førstegenerationsindvandrere ikke er mere kriminelle end indfødte svenskere. Det er anden og tredje generation til gengæld.
»De næste generationer af indvandrere bosætter sig ude i de her kæmpe udsatte boligområder omkring Stockholm, og dem har man ikke været dygtig nok til at integrere i samfundet og få givet nogle bedre odds,« siger han og fortsætter:
»Man har ladet stå til og har i stedet skabt det, som er bandernes kim, altså hele deres rekrutteringsgrundlag: en masse armod og afstand til det almindelige samfund, som de kan bruge til at rekruttere ind i deres kriminalitet.«
Dansk tvang ses som racistisk i Sverige
Sidste år blev der begået otte skuddrab i Danmark. I Sverige var tallet 63.
Ifølge David Sausdal skal vi »blive bedre til at rose os selv for det bløde, det kærlige, det omsorgsfulde arbejde« frem for at fremhæve den stramme retspolitik som løsningen på bandekriminalitet.
»Det bedste, vi har gjort i Danmark, er, at vi arbejder med det, som skaber kriminaliteten, altså risikofaktorerne. Det gør vi med en mere offensiv boligpolitik, arbejdsmarkedspolitik og skolepolitik – altså alle de her bredere pensler, hvor man sørger for, at de folk, der bor i Danmark, har nogle muligheder – og hvis de ikke er villige til at tage de muligheder, så bliver de presset af systemet,« siger han.
Konkret fremhæver David Sausdal, at børn i Danmark tvinges i institution med formål at lære det danske sprog. Det er helt utænkeligt i Sverige, siger Sausdal.
»Det kan man simpelthen ikke i Sverige. De ville kalde det racistisk«.
»Pilestræde« er Berlingskes nyhedspodcast, hvor vært Kaare Svejstrup udfordrer magt, viden og holdninger til aktuelle emner. »Pilestræde« udkommer mandag til torsdag klokken 05.00. Hør alle afsnit herunder – eller hvor du normalt hører podcast.