Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Genforeningens tabte sprog

Uden nationalisme ville Genforeningen ikke give mening. Så snår vi har svært ved at tale om nationalisme, får vi det svært med Genforeningen.

»Det umulige sprog er nationalismens. Da Genforeningen fandt sted i 1920, kunne man med begejstring tale nationalismens sprog, for uden nationalisme ville Genforeningen ikke give mening,« skriver Hans Hauge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thorvald Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er en grund til, at de fleste har vanskeligt ved at tale om Genforeningen, selvom de taler meget og meget let om Genforeningen.

Forklaringen er, at det sprog, hvormed man tidligere talte om Genforeningen, er forsvundet. De talende er derfor nødt til at tale udenom og at omskrive. Det umulige sprog er nationalismens.

Da Genforeningen fandt sted i 1920, kunne man med begejstring tale nationalismens sprog, for uden nationalisme ville Genforeningen ikke give mening. Den og grænsen mod syd er skabt af nationalismen, som har skabt det Danmark, vi kender og ser på vejrkortet hver dag. I dag fordømmes nationalisme af såvel borgerlige som socialister. Det forbindes med grænser, Trump, Brexit og alt det farlige, som er imod EU. Derfor er det vanskeligt at tale om Genforeningen, for man skal gøre det, uden at folk kommer til at tænke på disse ubehagelige fænomener.

I »Vor sidste Kamp for Sønderjylland«, fortalt af Axel Liljefalk og Otto Lütken, fra 1904, havde de det sprog, som gjorde det let for dem at fortælle om vor sidste kamp. Da rigsrådet skulle godkende freden i Wien efter 1864, frygtede de to, at Danmark ville blive »et slags monarkisk Hamburg, der søger trøst i det materielle«.

»Det er vanskeligt at tale om Genforeningen, når vi ikke må bruge nationalismens sprog.«


I Flensborgs gader vajede de trefarvede slesvig-holstenske farver, men de danske kvinder på lazaretterne gjorde noget andet. De behandlede de danske sårede langt bedre end de preussiske. Ven og fjende skulle jo være ens på sygehusene, men »Hjertets stemme kunne ikke helt dæmpes«, som der står. Der var nemlig ingen tvivl om, hvor flensborgerne, og »ikke de indvandrede«, men den »gamle Borgerstamme«, stod med sit hjerte. Den stamme skelnede med hjertet mellem ven og fjende.

Et land hviler på to ben: folk og fjende. Uden fjende, intet folk. Uden grænse, intet land. Det var derfor, at kvinderne på lazarettet gjorde en forskel. Når man vil gøre en forskel, gør man forskel. Grænsen gør en forskel.

Det er vanskeligt at tale om Genforeningen, når vi ikke må bruge nationalismens sprog. Lad mig give et eksempel på, at det er vanskeligt at tale om Genforeningen, selvom man lader, som om det er let.

Simon Kratholm Ankjærgaard taler i bogen »Genforeningen 1920. Da Danmark blev samlet« helt ubesværet om to ting, som muligvis er det samme: »Vores nationale identitet, vores nationale fortælling«. Men mon han selv er en del af »vores fortælling«? Han snor sig uden om vanskelighederne.

I indledningen ved han end ikke, hvad han skal kalde sit emne. Han bruger ordet »Nordslesvig«, som er et område, der »senere«, som han siger, blev kaldt »Sønderjylland«. Det gør han bevidst, selvom han ved, at de dansksindede kaldte Nordslesvig for Sønderjylland, så det vil han ikke. Han vil ikke bruge de dansksindedes ord. Det er jo nationalisme.

Når han siger Sønderjylland, mener han det ikke. Det er, siger han, i »citatform«. Ordet »Sønderjylland« er ikke et neutralt ord, men et dansksindet. Ikke engang ordet Sønderjylland kan han bruge, og så er det vanskeligt at tale om Genforeningen.

Hans Hauge er lektor emeritus og dr.phil.