Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Europæiske socialdemokrater vrider sig i kramper og eksistentiel tvivl

Mens Mette Frederiksen triumferer i Danmark, kæmper desorienterede socialdemokratier i store dele af Europa en stadigt mere dramatisk overlevelseskamp. I lande som Østrig, Frankrig, Storbritannien og Tyskland dyster stærke kræfter om sjælen og ideologien i fremtidens arbejderparti. Spørgsmålet er, om det er for sent.

Labour-lederen Jeremy Corbyn har vanskeligt ved at appellere til klassiske arbejdere, der er skeptiske over for indvandring og ønsker klare signaler om Brexit. Dermed er han symptomatisk for en dybereliggende strukturel krise hos de europæiske arbejderpartier. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tolga Akmen / AFP / Ritzau Scanpix

I det 20. århundrede var de socialdemokratiske partier mastodonter med en altafgørende betydning for fremgangen, for velstanden og for opbygningen af den europæiske socialstat.

Få årtier efter Anden Verdenskrigs omfattende ødelæggelser var de tyske socialdemokrater med til at hive millioner af mennesker ud af underklassen ved at udstyre dem med fast arbejde og sociale rettigheder. Socialdemokraterne var mest succesfulde, når partiet kunne forene arbejderklassen med det liberale »Bildungsbürgertum« (det dannede borgerskab bestående af akademikere, lærere og venstreintellektuelle).

»SPD har altid oplevet mest medgang, når det lykkedes partiet at bære protesten videre, at insistere indtrængende på demokratiske reformer og repræsentere de svages sociale interesser, mens man samtidig talte til de progressive dele af borgerskabet og middelklassen,«  siger historikeren Jürgen Kocka til Neue Zürcher Zeitung.

I det 21. århundrede forekommer de socialdemokratiske storhedstider som fjerne minder. Mens nogle socialdemokrater drømmer om en genbesindelse på klassekamp og røde paroler, kalder andre stemmer på drastiske revisioner og reformer af det ideologiske arvegods. Hos en voksende del af kontinentets arbejderpartier er frustrationen over en dalende vælgertilslutning dog ledsaget af en nagende eksistentiel tvivl om socialdemokratismens langsigtede overlevelseschancer.

Når Europas socialdemokratier i dag befinder sig i en krise af historiske dimensioner, er en del af forklaringen, at partiets ideologer og ledende skikkelser ikke evner at overvinde nyere interessemodsætninger mellem arbejderklasse og det dannede borgerskab. For hvor grupper før stod sammen, er de i dag delt af en kløft, når det gælder indvandring, feminisme og klima. Og det placerer socialdemokraterne i et djævelsk dilemma, som især er tydeligt hos verdens ældste socialdemokrati, i Tyskland.

Når det gælder den stadigt mere afgørende klimadagsorden, forsøger SPD med sin nærhed til tysk kul- og bilindustri at stå fast på gamle dyder. Dermed jager de klimabevidste vælgere i armene på de Grønne.

Når det gælder indvandring, står SPD trods spirende rådvildhed indtil videre fast på en liberal impuls og lægger konsekvent afstand til enhver form for restriktive toner fra højre. Problemerne kan ikke løses med en abrupt udlændingepolitisk højredrejning, mener Jürgen Kocka.

»Men de bør føre en migrationspolitik med mere øjemål. I stedet går de i en stor bue udenom emnet. Man diskuterer det ikke åbent, måske fordi der internt i partiet findes meget forskellige synspunkter på det,« siger han til Neue Zürcher Zeitung.

Forklaringsproblemet

I Storbritannien ser det ikke meget bedre ud for Labour.

Forud for torsdagens afgørende valg i Storbritannien har venstreintellektuelle og storbyvælgere malet et billede af Jeremy Corbyn som en autentisk socialist og en knaldrød klassekæmper, der giver mindelser om den britiske velfærdsstats grundlægger, Clement Atlee. Ikke desto mindre ser arbejdervælgere i stort antal ud til at vende ryggen til Corbyn, der i bemærkelsesværdig grad savner gennemslagskraft i regioner og byer, hvor Labour traditionelt står stærkt. Et tværsnit af aktuelle meningsmålinger foretaget af nyhedssitet Politico.eu viser, at de konservative ligger ti procentpoint foran Labour.

Problemet er i høj grad Corbyns holdning til Brexit. I stedet for at melde klart ud, når det gælder egne synspunkter på Brexit, satser Corbyn på at forkæle potentielle Labour-vælgere med en veritabel gavebod af velfærdsydelser, der er designet til at få premierminister Boris Johnson til at ligne en fedtsyl.

»Arbejderklassevælgere, der er konservative med lille k, er vandret over til det konservative parti på grund af indvandring og Brexit. På den anden side går succesfulde, veluddannede kosmopolitter til Labour eller Liberal Democrats,« skriver Eric Kauffmann, der er professor ved Birkbeck College, University of London, og forfatter til bogen Whiteshift, i en analyse for websitet Unherd.

Tilbage på kontinentet er Frankrigs hæderkronede Parti Socialiste reduceret til en ruinhob, der er forvist til irrelevans i en politisk virkelighed, hvor højrepartiet Front National for alvor har gjort indhug i den del af vælgerbasen, der ser indvandring og manglende integration som en trussel mod solidariteten. På den anden fløj har det mere radikale La France Insoumise anført af venstrepopulisten Jean-Luc Melenchon lokket skuffede venstrefløjs-socialdemokrater ind i folden. Den socialistiske krise kulminerede symbolsk, da partiet på grund af finansielle problemer i 2017 blev tvunget til at sælge sit historiske hovedkvarter på Seinens venstre bred i Paris.

Imens har præsident Macron sat sig på de veluddannede og progressive dele af middelklassen, der ønsker et opgør med forældede partistrukturer og drømmer om en verden uden sociale konflikter og klassemodsætninger. Hvor socialisterne i fremtiden skal placere deres håb, er derfor et åbent spørgsmål med et potentielt særdeles ubehageligt svar for tilhængerne af François Mitterrands gamle parti.

I Østrig befinder socialdemokraterne sig ligeledes i en historisk krise. Partiet er plaget af milliongæld, svigtende opbakning og massiv mistillid til partileder Pamela Rendi-Wagner, der må sande, at den konservative kansler Sebastian Kurz har sat de kriseramte socialdemokrater uden for døren og i øjeblikket forhandler med De Grønne om regeringsdannelse. Tidligere dannede Kurz regering med højrepartiet FPÖ, og noget tyder på, at SPÖ vil få svært ved at klemme sig ind mellem en ny grøn magtfaktor og det indvandringskritiske højreparti som en relevant faktor i østrigsk politik.

»Jeg har aldrig oplevet så dyb en krise i SPÖ,« siger den tidligere socialdemokratiske kansler Frank Vranitzky til avisen Der Standard.

Ørkenlandskabet

Når den socialdemokratiske krise i øjeblikket kan spores i de fleste vesteuropæiske lande, er det oplagt at lede efter strukturelle årsager til de socialdemokratiske genvordigheder. I en artikel i Journal of Democracy sporer politologerne Sheri Berman og Maria Snegovaya rødderne til den socialdemokratiske krise tilbage til det 20. århundredes store værdimæssige og kulturelle opbrud i1960erne og 70erne.

»I den samme periode fik post-materielle værdier såsom selvrealisering, miljøaktivisme, kosmopolitianisme, seksuel frihed og lighed mellem kønnene en ny fremtrædende position i vestlige samfund. Vælgere med sådanne værdier anså sig selv for at at være venstreorienterende, men de adskilte sig fra mangeårige venstreorienterede vælgere, der forblev koblet sammen med deres nationale identiteter, vægtede lov og orden og foretrak vækst frem for miljøbeskyttelse. Splittelserne mellem den nye og den gamle venstrefløjs-vælgere efterlod socialistiske og socialdemokratiske partier i konflikt og forvirring.«

Berman og Snegovaya peger på socialdemokraternes beslutning om at føre en centrumorienteret og »ansvarlig« finanspolitik i halvfemserne og nullerne som en katastrofal beslutning, der besværliggør forholdet til stamvælgerne.

»Det udvandede venstrefløjens historiske profil og efterlod socialistiske og socialdemokratiske partier ude af stand til at udnytte den udbredte utilfredshed med konsekvenserne af neoliberale reformer og finanskrisen i 2008, skabte incitamenter for partierne til at lægge vægt på kulturelle og sociale snarere end økonomiske eller klassespørgsmål, og underminerede demokratiets repræsentative natur.«

Berman og Snegovaya nævner ikke i den forbindelse Mette Frederiksens socialdemokrati som et eksempel på et parti, der opdager kulturen som kampplads. Men det kunne de have gjort. Når det gælder nordeuropæiske arbejderpartier med historisk ansvar for opbygningen af velfungerende socialstater, er Mette Frederiksens vej til magten via afdækningen af udlændingepolitiske flanker blevet holdt frem som både et enestående forbillede og et skræmmeeksempel. Senest har det amerikanske finansmedie Bloomberg peget på Mette Frederiksen som en politiker, der var med til at definere 2019.

Yascha Mounk, politolog og forfatter

»Glem ikke arbejderklassen «


I Sverige, hvor krisen i Socialdemokratiet er slået ud i lys lue med rekordmålinger til Sverigedemokraterna, er det danske socialdemokrati et billede på moralsk kapitulation og et knæfald for højrepopulismen. I den socialdemokratiske presse holder ortodokse stemmer derfor fast i, at mere velfærd er universalløsningen, der kan benyttes til at dulme skepsis over indvandring og integrationsproblemer.

»Socialdemokraternes tilbagegang i meningsmålinger handler ikke om kommunikation. Det handler om, at socialdemokraterne savner overbevisende velfærdsreformer, som giver vælgerne håb og fremtidstro,« skriver lederskribenten Jenny Wennberg i Aftonbladet på et tidspunkt, hvor Moderaterne har åbnet for samarbejde med indvandringskritikerne i Sverigedemokraterna. Spørgsmålet er, hvor længe de svenske socialdemokrater kan holde til at miste indvandringsskeptiske arbejdervælgere til Sverigedemokraterna, mens klimabevidste og kosmopolitisk indstillede storbyvælgere kan søge mod andre partier i centrum-venstre.

Socialdemokratiske kommentatorer som Jenny Wennberg står med andre ord tilbage med et ubesvaret spørgsmål: Hvorfor søger arbejdervælgere i første omgang alternativer til socialdemokratiet?

Brækket kæbeparti

I  det tyske socialdemokrati har ledende figurer i næsten 15 år besvaret det spørgsmål ved at pege på den tidligere kansler Gerhard Schröders upopulære arbejdsmarkedsreformer som årsagen til en tilsyneladende uafbrudt vælgerflugt.

I den socialdemokratiske top har analysen længe været entydig: angst for økonomisk nedtur og arbejdsløshed skubber vælgerne i armene på såkaldte »populister«. Løsningen på krisen hedder derfor venstreorientering, mindretalsrettigheder og velfærdsydelser.

I weekenden tog de tyske socialdemokrater med udgangspunkt i en afstemning blandt medlemmerne netop et skridt mod venstre med kåringen af de to formandskandidater, Norbert Walter-Borjans og Saskia Esken, der officielt skal bekræftes som nye formænd på weekendens socialdemokratiske partidag. Begge er kritiske over for socialdemokratisk deltagelse i regeringen med Merkel, men ingen af dem vil risikere et nyt valg, der med stor sandsynlighed vil kulminere i endnu en vælgermæssig afstraffelse af SPD.

Trods justeringer på formandsposten ser SPD med andre ord ud til at sidde fast i det sædvanlige kviksand og risikerer ligesom Jeremy Corbyn at blive set som en utroværdig inkarnation af opportunistisk uklarhed.

Måske skyldes uklarheden netop, at de store socialdemokratier hænger fast i fortiden. At man hænger fast i selvforståelsen og troen på, at det i det 21. århundrede kan lade sig gøre at smede en fornyet version af en forlist alliance mellem borgerskab og arbejderklasse, der i det 20. århundrede gjorde arbejderpartierne til en historisk drivkraft. Måske vil forsøget på at gabe over vælgergrupper, der for længst er drevet fra hinanden, i sidste ende føre til et brækket kæbeparti.

Sådan lyder i hvert fald den sympatisk indstillede advarsel til det tyske socialdemokrati fra den tysk-amerikanske Harvard-politolog Yascha Mounk, der i et indlæg i avisen Die Zeit fraråder SPD at konkurrere med de Grønne om de kosmopolitiske og veluddannede vælgere fra storbyen. Som socialdemokrat er man nødt til at vælge, hvem man vil være til for, skriver han og opfordrer til lydhørhed for kulturkonservative synspunkter hos stamvælgerne. Mounk sender en klar opfordring, der også kunne gælde Europas øvrige arbejderpartier.

»Glem ikke arbejderklassen.«