Danmarks ældste herrefrisør ligger på Frederiksberg – og her har Arne Jørgensen klippet i 60 år: »Jeg forstår ikke, hvorfor de unge mænd skal bruge så meget voks«

Arne Jørgensen har oplevet alt fra Beatles- til coronahår i de 60 år, han har svinget saksen i Danmarks ældste herrefrisør. I dag takker de unge nej til Esprit de Valdemar, men foretrækker store mængder voks, fortæller frisøren, der snart runder 80 år. Han giver samme svar til alle, der vil vide, hvornår han planlægger at stoppe.

De seneste 10-15 år er skægget for alvor kommet tilbage i gadebilledet, så det bruger Arne Jørgensen en del tid på, fortæller han fra salonen, hvor han har fulgt hårmoden i 60 år. Søren Bidstrup

Tilbage i 1964 kostede det syv en halv krone at blive klippet hos Herrefrisøren på Peter Bangsvej 58. For samme beløb kunne man få en 'fønbølgning plus hovedbad', fortæller prislisten, der er forsvarligt opbevaret bag glaslågerne i skabet på endevæggen.

På det tidspunkt var Arne Jørgensen 22 år og havde i tre år trimmet lokkerne i salonen på Frederiksberg.