Svend Brinkmann er ikke bare Svend Brinkmann. Han er en industri. En institution. En national fejring. Han er påmindelsen om, at vi findes. At vi kan løfte os op over motorvej E20, makrelmadderne og a-kassen. Han er den douche, der får velfærdsparadisets institutionsfarver til at matche den beige sofa.
Og vi vil have Brinkmann skinnende ud af reolen eller liggende på sofabordet sammen med den hidsig-pink orkidé, som vi har købt i IKEA. Han kan give os kam til vores leverpostejfarvede hår, mens han kærligt minder os om vores potentiale. Til at leve, overveje, forblive, forgude, fortabe eller nu bare at tænke.
Del:
