Isolationsfængsel er noget af det mest indgribende, man kan udsætte et menneske for. Det sociale flokdyr, der drives og trives i samspillet med andre.

Danmark er flere gange blevet kritiseret for vores brug af isolationsfængsel, ikke mindst fordi vi ikke kun bruger isolation til at afskærme indsatte fra andre eller beskytte efterforskningen, men i stigende grad som en disciplinærstraf. Skal for eksempel varetægtsfængslede have en lærestreg, bliver de sendt i en strafcelle i isolation.