Børns Vilkår: Allerede inden corona frygtede unge et trist voksenliv. Nu er fremtidsudsigterne endnu mere usikre – giv dem håb

Nogle børn er nu så pressede, at deres følelser minder om den sorg, voksne kan opleve under en skilsmisse, skriver Ida Hilario Jønsson og Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår et år efter første coronanedlukning. De er dagens skribenter i Berlingske-serien »Danmark åbner. Men til hvad?«

»Den sociale isolation har påvirket os alle, men for især børn og unge, som ellers er meget omstillingsparate, har tabet af fysiske fællesskaber været voldsomt, fordi de er så afhængige af dem,« skriver direktør Rasmus Kjeldahl og Ida Hilario fra Børns Vilkår. Søren Bidstrup

Når børn er helt små, er forældrene den primære trygge base, som de navigerer efter og udforsker verden ud fra. Når børn bliver ældre, orienterer de sig i højere grad mod fællesskaber med jævnaldrende. De spejler sig i hinanden, prøver grænser af og lærer en masse sociale spilleregler. Fællesskaberne er en afgørende del af børns udvikling og selvforståelse.

Lige præcis dét er vigtigt, når vi skal prøve at forstå, hvordan det seneste år med coronavirus har påvirket mange børn og unge. Efter pressemødet 11. marts sidste år fik fællesskaberne nye og mere klaustrofobiske vilkår.