Mens hele organisationsdanmarks samlede lager af bedetæpper har vendt sig mod den kongelige undersøger. Mens rød bloks topfigurer lægger flere og flere håbefulde sten på vejen til himmeriget. Og mens Skipper, Østergaard og Dyhr fulde af optimisme og fulgt af kameraer og mikrofoner går ind og ud af den hellige port til Mette Frederiksens gemakker, kan man godt blive lidt bekymret for, om der er nogen til at sige stop.
For Mette Frederiksen løber snart tør for penge. Når køen af lobbyister lægger hovedet på skrå og taler for patienterne, de gamle, børnene, de studerende, sosu’erne, klimaet, de fattige, de nedslidte, de handicappede og alle deres syge mostre, så er råderummet forvandlet til noget, der ikke længere er til rådighed.