Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Sass skal holde fingrene fra direktørlønninger

Politikerne skal ikke styre virksomheders aflønning af deres direktører, det skal aktionærer og bestyrelse. De har den relevante viden og incitamenter. Politikerne kan til gengæld bidrage med rammer, der fremmer principperne for god selskabsledelse.

Socialdemokratiet Kongres 2018
Henrik Sass Larsen har ret i, at direktører hverken kan eller skal styre sig selv. Den opgave skal imidlertid varetages af aktionærerne og bestyrelsen, ikke af Folketinget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

»De kan ikke styre sig, og derfor er nogle andre nødt til at styre dem,« siger Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen. Det er direktørerne i de største danske virksomheder, der ifølge Sass Larsen ikke kan styre sig. Carlsbergs topchefs løn på mere end 50 mio. kr. og Novo-chefens lønhop fra 30 til 40 mio. nævnes som eksempler. Sass ønsker derfor, at Folketinget overtager styringen af løndannelsen for direktører.

Man kan gøre sig lystig over, at Sass' udmelding er i strid med den af Socialdemokratiet afholdte danske model, hvor løndannelse skal overlades til arbejdsmarkedets parter uden indblanding fra regering og folketing. På det mere principielle plan er det bekymrende, at statslig styring af løndannelsen for direktører udgør en grov indblanding i private virksomheders interne forhold, som er i strid med fornuftige principper for arbejdsdelingen mellem stat og marked i en markedsøkonomi.

Har Sass alligevel en pointe? Er der ikke eksempler på helt uhyrlige lønpakker for direktører i det private erhvervsliv? Det er der nok, selv om det kan være svært for udenforstående at vurdere, hvilken lønpakke, der er nødvendig for at tiltrække de bedste og for at belønne værdiskabende direktørpræstationer. Men hvad er i så fald problemet? Det er primært et problem for aktionærerne, som har brugt for mange af deres egne penge på direktørløn, og måske endda ved tåbelig adfærd har skadet virksomhedens omdømme med negative konsekvenser for den fremtidige indtjening. Cees ´t Harts høje løn afholdt dog ikke de politisk bevidste fra at indtage Carlsbergs produkter i Fælledparken 1. maj.

Urimeligt høje direktørlønninger er ikke primært et samfundsproblem, bortset fra den gule misundelse, de kan medføre. De misundelige kan så trøste sig med, at skattevæsenet snupper mere end halvdelen af den urimelige løn.

Men Sass har ret i, at direktører hverken kan eller skal styre sig selv. Den opgave skal imidlertid varetages af aktionærerne og bestyrelsen, ikke af Folketinget. Det er aktionærers og bestyrelsens opgave af den enkle grund, at det er deres virksomhed og deres penge, der er på spil. Mere principielt er det også aktionærers og bestyrelsens opgave, fordi det er dem, der besidder den bedste viden og de stærkeste incitamenter til at sikre den rette balance mellem ikke at rutte med aktionærernes penge og pleje virksomhedens omdømme på den ene side og sikre de bedst kvalificerede, men dyre, mennesker på topposterne på den anden side.

Bestyrelse og aktionærer svigter givetvis fra tid til anden den opgave, fordi de ikke i tilstrækkelig grad lever op til principperne for god selskabsledelse. Tilfælde med urimelige lønpakker til direktøren vil typisk opstå i situationer med en svag bestyrelse og en stærk direktion, som også i andre sammenhænge er en uheldig konstellation. Det er så der, man skal sætte ind. Det er igen primært en opgave for aktionærerne, hvor man i øvrigt kan glæde sig over, at de institutionelle investorer med ATP i stigende grad optræder aktivistisk for at fremme principperne for god selskabsledelse.

Folketinget kan her bidrage med den generelle lovgivning for børsnoterede selskaber med krav til gennemsigtighed. Stemmeretsbegrænsninger i selskaberne kan øge risikoen for konstellationen svag bestyrelse og stærk direktion, og kan gøres til genstand for lovgivning.

Politikerne skal holde fingrene fra løndannelsen i private virksomheder. Men politikerne må gerne bidrage med generelle rammer, der understøtter principperne for god selskabsledelse.

OLE P. KRISTENSEN