Det seneste par år er det i stigende grad lykkedes den politiske venstrefløj at fremhæve ulighed som et socialt og økonomisk problem, men det burde i lige så høj grad fremhæves som et liberalistisk problem. Ikke af medlidenhed med de fattige, men derimod fordi indkomster og formuer i stigende grad kommer fra spekulation i jord og ejendomme, ejerskab over naturlige monopoler og administration af borgernes infrastruktur. Indkomstkilder som grundlæggende er arbejdsfrie.
Besynderligt nok benytter selvproklamerede liberale som CEPOS og Liberal Alliance det meste af deres energi på netop at beskytte disse arbejdsfrie indtægter. Blandt andet ved at reducere ulighedsdebatten til et spørgsmål om arbejdsudbud, vækst og gini-koefficienter i stedet for at arbejde for, at de, som bidrager til værdiskabelsen i samfundet, også er dem, der i første omgang belønnes af den. CEPOS og Liberal Alliance er feudalister mere end de er liberalister.
