Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Chancen for en seriøs debat om ulighed er væk

Ulighedsdebatten er stukket helt af og endt som en polariseret og politiseret diskussion, der vil splitte danskerne i rige og fattige. Men en accept af ulighed i indkomster er netop en forudsætning for den danske model.

Socialdemokratiet Kongres 2018
Det var næsten absurd, da FHs formand Lizette Risgaard foreslog, at formålet med en ulighedskommission måtte være at reducere uligheden. Formålet med en kommission må da være at gøre os klogere og ikke at regne baglæns. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Med en vis ret kan man spørge, hvad Ørsted-bossen Henrik Poulsen, topchefen i ISS, Jeff Gravenhorst, og den tidligere topchef i Novo Nordisk, Lars Rebien Sørensen, egentlig har fået ud af at gå ind i debatten om ulighed?

Det kedsommelige svar er, at det ligesom i debatten om ulighed afhænger af, hvem man spørger, og dermed er vi inde ved kernen ved alt, hvad der er galt med ulighedsdebatten. Ulighedsdebatten er stukket helt af, hvilket i sidste uge blev bekræftet af, at det kunne ophidse sarte sjæle på Twitter, at Berlingske på forsiden bragte en i øvrigt relevant graf med tal for indkomstuligheden tilbage til 1870.

Thomas Bernt Henriksen Fold sammen
Læs mere

Ulighedsdebatten er endt som en polariseret og politiseret diskussion, der på en besynderlig måde – i et af verdens mest lige lande – vil splitte danskere i rige eller fattige og placere den ene procent af danskerne med de højeste indkomster som en særlig gruppe af 45.666 individer, hvis indkomster ifølge Socialdemokratiets 17 forslag til at skabe økonomisk retfærdighed både skal underlægges offentlig regulering og pålægges særskatter.

Det er imidlertid en dansk specialitet, at der er relativ fri løndannelse på arbejdsmarkedet, så arbejdskraften af sig selv flytter fra mindre produktive erhverv med lavere lønninger til erhverv med højere produktivitet og højere lønninger. Den model forklarer dansk økonomis stærke tilpasningsevne. I de seneste årtier har der desuden været en konsensus om at udvide skattebasen og samtidig sænke den marginale beskatning for at øge arbejdsudbuddet.

Hvornår er uligheden for stor, for lille eller passende?

Ulighedsdebatten har især én særlig egenskab, som gør den velegnet til at være polariserende.

Tænk på de seneste årtiers reformdebat, der eksempelvis førte til reformerne af efterløn og pensionsalder. I Velfærdskommissionens første analyserapport fra 2004 blev det slået fast, at beskæftigelsen varigt skulle stige med 280.000 frem mod 2021 for at fremtidssikre statsfinanserne.

Viljen til at stå ved udfordringerne for velfærdssamfundet definerede i mange år skillelinjen mellem ansvarlighed og uansvarlighed i dansk politik.

Til sammenligning sejler debatten om ulighed, fordi det er umuligt at sige noget om, hvornår uligheden er for stor, for lille eller passende. Enhedslisten er en undtagelse, som gerne ser et gini-indeks på nul, hvor alle tjener præcis lige meget – Socialdemokratiet står heldigvis milevidt fra det synspunkt.

»Måske kan der på den anden side af et valg vise sig en vilje til at sikre, at ulighedsdebatten ikke fortsætter med at stikke af.«


Hvis ulighedsdebatten for alvor skal være en drivkraft for ansvarlig økonomisk politik og for at udvikle det danske samfund, er der brug for bedre og mere retvisende analyser af uligheden, og gerne tal der kan anvendes på samme måde som bidragene fra Velfærdskommissionen.

Lige nu er der måske i den politiske kamp op til et folketingsvalg ingen appetit på at skabe et robust økonomisk fundament for debatten om ulighed. Måske kan der på den anden side af et valg vise sig en vilje til at sikre, at ulighedsdebatten ikke fortsætter med at stikke af.

Den danske model indebærer accept af ulighed

I 1987 påtog fagbevægelsen sig et medansvar for konkurrenceevnen med Fælleserklæringen, der indvarslede oprettelsen af arbejdsmarkedspensionerne. Det arbejde blev forankret i et særligt Statistikudvalg, som siden har sikret, at arbejdsmarkedets parter er enige om de økonomiske realiteter. Fagbevægelsen valgte med Fælleserklæringen jobfest frem for kortsigtet lønfest.

Der er brug for noget lignende i debatten om ulighed. I fagbevægelsen ville de sikkert kalde et sådan udvalg for en ulighedskommission, om end det var næsten absurd, da FHs formand Lizette Risgaard foreslog, at formålet med en sådan kommission måtte være at reducere uligheden. Formålet med en kommission må være at gøre os klogere og ikke at regne baglæns.

»Ingen bliver klogere af alle de tal, som hvirvler rundt i ulighedsdebatten.«


Der kan – også i Danmark – være gode grund til, at ledigheden stiger. Vi kender nogle af dem, for eksempel at der bliver flere ældre og flere ældre med store opsparinger, at flere unge er under uddannelse i flere år, at de lave renter sender huspriser og aktiekurser i vejret, og at vi, når det gælder formueulighed, kun korrigerer for skatten på pensionsformuer.

Hertil kommer, at der fortsat er politisk opbakning til den danske model med fri løndannelse, rimelige vilkår for erhvervslivet og en konsensus om, at det skal kunne betale sig at være i job fremfor på offentlig forsørgelse. Logikken i den danske samfundsmodel indebærer med andre ord en accept af indkomstulighed.

Ingen bliver klogere af alle de tal, som hvirvler rundt i ulighedsdebatten. Vi ved imidlertid med sikkerhed, at det er en dårlig idé at lade løsrevne tal og bølgegang i renter og huspriser diktere politiske indgreb.