Hvis det stod til mig, bliver 2020erne et noget kedeligere end det årti, vi om et par dage forlader. 2010erne blev relativt voldsomme, lad os bare konkludere det her ved deres udgang. Jeg har læst lidt tilbage, og for ti år siden var der midt i finanskrisen en del kloge hoveder i medierne, som spåede, at efter ‘grådighedens årti’ - nullerne, forstås - ville menneskeheden nu indtræde i ‘moralens årti’, 2010erne. Jeg ved sørme ikke helt, om årtiet har kunnet leve op til de forventninger.
Hvilket mest af alt er udtryk for, hvor farligt det er at spå om fremtiden. Læs derfor nedenstående mere som et fromt ønske end en egentlig forudsigelse. Vi ved alle, at 2020erne bliver helt anderledes, end vi nu går og forestiller os. Men hvis jeg fra det udsigtspunkt, vi står på i dette øjeblik, skal se fremad, er der nogle ting, der hjertens gerne måtte komme til at ske:
1 - Den grønne klimadagsorden sejrer over den røde klimabevægelse.
Uanset hvad går klimadagsordenen ikke bare væk i 2020erne. Men den kan tage forskellige retninger. Lige nu materialiserer de sig: En rød klimaretning, hvor bekæmpelsen af den globale opvarmning går hånd i hånd med etableringen af en ny-socialistisk planøkonomi, og hvor man med skatter, forbud og restriktioner angiver den moralsk rette vej frem for befolkningen. Og så er der en grøn klimaretning, hvor anerkendelsen af den globale opvarmning ikke er mindre. Men hvor man forstår, at udviklingen af fremtidens teknologiske kvantespring aldrig kan bero på en særlig indsigt hos de få, men på den frie idérigdom hos de mange. Klimaet bliver ikke reddet af mere fattigdom, elendighed og ufrihed. Tværtimod.
2 - Amerikanerne finder sammen og tager igen globalt lederskab.
Det er bestemt ikke usandsynligt, at Donald Trump kommer til at sidde i to perioder i Det Hvide Hus. Men uanset hvad er der en tid derefter. Den må og skal amerikanerne bruge på at overvinde den vældige splittelse, som er opstået de seneste år, og som gør, at familiemedlemmer og naboer dårligt taler sammen, fordi de står på hver sin side, enten som støtter af Trumpismen eller den identitetspolitiske venstrefløj, der er i fuld gang med at erobre store dele af Det Demokratiske Parti. Efter Trump må amerikanerne ud af de forhekselser. Om ikke andet set fra Europa, fordi det er forudsætningen for, at USA igen kan tage globalt lederskab. Gør USA det ikke, byder andre sig til. Kina og Rusland, for eksempel.
3 - Identitetspolitikken kvæles i sit eget yderligtgående vanvid.
Noget af det sidste der skete i 2010erne var, at Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling blev trukket gennem sølet af den trans-identitetspolitiske venstrefløj. Hendes brøde? At offentliggøre et støtte-tweet til en kvindelig britisk forsker, der mistede sit job, fordi hun tweetede, at køn er biologisk. Og siden fik en retsinstans ord for, at holdninger som disse ikke fortjente respekt i et demokratisk samfund. Vi har også herhjemme set sørgeligt spirende eksempler på, hvordan det identitetspolitiske regime afslører sig som en modsætning til alt, vort samfund bygger på af åndsfrihed, ytringsfrihed og forskningsfrihed. Det er munkemarxismen fra 70erne om igen, og ethvert retsindigt menneske må håbe, at identitetspolitikken selvantænder ved en gnist af sin egen ekstremisme og atter forsvinder, som det skete for den ekstreme venstrefløj sidst i 80erne.
4 - Migrationspresset aftager, fordi verden bliver bedre - også den såkaldt tredje verden.
Omkring 1900-tallet emigrerede mange danskere til Amerika for at finde lykken. Det var forståeligt, fordi fattigdommen var udbredt og håbet om en bedre fremtid her for mange til at overse. I 2010erne voksede migrationspresset især fra Afrika syd for Sahara (udover flygtningestrømmene som følge af flere krige). Men mens det kaldte på forståelig bekymring og forsøg på lukning af EUs ydre grænser, men også flere af de indre, så blev verden på en række fronter faktisk bedre, som årtiet gik: Den ekstreme fattigdom er i tilbagegang, færre mennesker lever i slum. Afrika halter stadig bagefter, og folketallet fortsætter her med at vokse, men på et tidspunkt vil også befolkningsvæksten her aftage. Flere vil kunne vriste sig fri af fattigdom og se et perspektiv i andet end i en livsfarlig migration mod Europa. Det er ihvertfald, hvad man kan håbe på så småt vil ske i det kommende årti.
5 - Globalister og nationalister bringer sig ud af de gensidige fjendebilleder.
2010erne blev årtiet, hvor globaliseringen ikke længere bare var et plusord. Ikke mindst fordi vi så dens bagsider - der var særligt mærkbare for visse befolkningsgrupper i de vestlige lande, hvis traditionelle livsgrundlag blev udhulet. Den nærmest religiøse tilbedelse af globaliseringens evangelium fra 90erne blev mødt af en modbevægelse i skikkelse af nationalkonservative strømninger, hvilket på sin vis var helt logisk og forståeligt. Men man kan håbe, at 2020erne bliver årtiet, hvor globalisterne indser, at nationalstaten ikke er død, men en forudsætning også en i en global fremtid. Og at de nationalkonservative omvendt indser, at ensidig isolationisme kun fører til en svækkelse af de fædrelande, de vil beskytte.
6 - Kontrol er muligvis godt, men frihed er bedre.
Øget regulering efter finanskrisen og øget kontrol og overvågning for at beskytte friheden var dagsordenen i 2010erne. Men der er grænser for, hvor meget længere den kan tages, uden at noget grundlæggende sættes over styr. Hvem ønsker at leve i en detailreguleret, brandbeskattende politistat? Nej, vel. 2020erne må gerne blive årtiet, hvor en ny samfundskulturel dannelse vokser frem nedefra og giver nye svar på de udfordringer, der altid vil eksistere. Åndsfrihed byggende på stærke værdier vil altid være åndløshedens kommissær-tilgang overlegen som menneskeligt våben. Det håber jeg, 2020erne vil bekræfte.