Når SVM-regeringen lover vælgerne en omfattende frisættelse af den offentlige sektor, er de ude på at binde danskerne en illusion på ærmet.
For i virkeligheden har den herskende klasse for længst snøret danskerne ind i et sammensurium af bizart formynderi.
I sin seneste bog »Ufrihedens Pris. Hvordan vi lærte at tro, at vi ingenting kan« viser Dennis Nørmark med antropologens skarpe blik for menneskelig adfærd, hvordan velmenende regelryttere tager fejl, når de betragter den jævne dansker som et slags samfundsmæssigt problembarn, hvis uhensigtsmæssige vaner og præferencer skal modvirkes og indhegnes af en vildtvoksende underskov af regler og paragraffer.
I stedet for at indhylle danskernes hverdag i regler, der afføder flere regler, slår Dennis Nørmark til lyd for en tillid til, at danskerne forstår at kombinere frihed med ansvarlighed og et blik for sociale sammenhænge.
Dermed skriver Nørmark sig ind i en hæderkronet liberal tradition for modstand mod et overmål af bureaukrati og statsstyring, men han viser samtidig, hvordan det kan være fristende for den enkelte at give afkald på frihed. Danskerne har ganske enkelt i for høj grad vænnet sig til at lade staten bestemme, hvornår man må tænde bål i haven og andre detailregulerede forhold.
I sine talrige bøger har Dennis Nørmark med et skarpt blik for de moralske og politiske paradokser, der følger med velfærdsstaten. Hvad end det gælder arbejdspladsen, det offentlige bureaukrati eller kalder Nørmark på et opgør med et styringsvanvid, der efterhånden er så omfattende, at skoven er blevet usynlig på grund af de mange træer.
Når Dennis Nørmark er indstillet til Fonsmark-prisen, er det for sin rolle som standhaftig liberal systemkritiker i en nation af kultursocialdemokrater, der har gjort forestilling om velfærdsstatens bestandige udvidelse til et helligt princip.
Heldigvis findes der også blasfemikere som Nørmark.
