De Radikale: 110 procent idioti
Kl. 21.25
Først slettede De Radikale retssikkerhed og ordentlighed på listen over mærkesager, da de efter Granskningskommissionens rapport lod Mette Frederiksen slippe med et halvt mistillidsvotum og fortsat radikal støtte efter valget.
Nu er det så en anden gammel mærkesag, som partiet lægger på hylden: Rationalitet.
De Radikale går simpelthen til valg på et klimaudspil med titlen »110 % grønt Danmark«.
Så bliver det ikke meget dummere.
»Tvivlerpartiet« er et kæmpestort folkeparti
Kl. 21.03
Det store folkeparti »Tvivlerpartiet« ville blive en kæmpe magtfaktor, hvis det meldte sig på stemmesedlen. Hver femte vælger tvivler på, hvor de skal sætte deres kryds. Ifølge Kristeligt Dagblad er det ved dette valg også i høj grad dem med størst interesse i politik, der ikke ved, hvor krydset skal sættes.
Der er noget grundlæggende paradoksalt ved dette, da der ikke i årtier har været så stort et antal opstillede partier. Men en forklaring kunne findes i, at der er et betydeligt overlap af politiske mærkesager og holdninger blandt de opstillede partier.
Problemet med Barbara Bertelsen
Kl. 20.17
Inger Støjberg (DD) er ikke en, der putter med tingene. Heller ikke når det kommer til statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen. Hun skal ud efter et valg, da hun og statsministeren vel nærmest er »det samme«.
Fagforeningen Djøf er bestyrtede og minder om, at Bertelsen er embedsmand, og at de vil forsvare hende, hvis hun bliver fyret, og at man ikke skal politisere embedsværket, så de bliver bange hver gang, der er valg. Det er faktisk et opgør med det danske demokrati at tale sådan, udtaler DJØFs formand Sara Vergo, der muligvis har siddet på en anden planet gennem de seneste par år.
Nye Borgerliges Pernille Vermund minder om, at det er Mette Frederiksens ansvar, at statsministeriets departementschef får så meget opmærksomhed, og det har hun fuldstændig ret i. Departementschef Bertelsen får så meget opmærksomhed, fordi hun stadig sidder i sin stilling, trods den voldsomme kritik rettet mod hende af Minkkommissionen. Var hun blevet hjemsendt, ville hun få absolut fred, og valgkampen ville ikke dreje sig om hende overhovedet.
Men så længe hun sidder på sin post, vil hun samle interesse om sin egen rolle i en række sager i offentligheden, og den opmærksomhed vil hun og den til enhver tid siddende statsminister skulle forholde sig til, da den i sig selv er underminerende for Bertelsens autoritet. Det er et vilkår, og derfor er hun en faktor i valgkampen og et potentielt problem for kandidaterne.
Video om danskernes valgvaner afslører to gængse fortællinger
Kl. 19.05
Valgforsker Kasper Møller Hansen har fået lavet en video, der viser, hvordan syv partiers vælgere de sidste ni valg har placeret sig selv på en værdipolitisk og økonomisk akse. Videoen bekræfter to gængse fortællinger.
Den ene er, at Dansk Folkepartis vælgere gik fra at være økonomisk borgerlige til næsten at hungre lige så meget efter en socialdemokratisk velfærdsstat som de socialdemokratiske vælgere.
Den anden er, at socialdemokratiske vælgere i 1990 var bekymrede for indvandringen – fik så en »stuerene bliver I aldrig« periode – for så igen i 2019 at vende tilbage til det mere skeptiske udgangspunkt.
Ufatteligt, at Liberal Alliance kan stå som de eneste med en retssikkerheds-dagsorden i denne valgkamp
Kl. 17.27
Liberal Alliance står ret alene med ønsket om at sikre borgernes retssikkerhed i sager, hvor staten er på den anden side.
Partiet har præsenteret et udspil med en række tiltag, der skal øge gennemsigtighed og lovlighed i forvaltningen. LA-leder Alex Vanopslagh siger, at hvis partiet skal bakke op om en regering med Venstres Ellemann-Jensen eller Det Konservative Folkepartis Pape Poulsen i spidsen, skal der tages markante initiativer til at forbedre borgernes retssikkerhed.
Efter en periode i dansk historie med firdobbelte corona-straffe, store udsving i offentlig service, og sager som blandt andet FE-sagen, Minksagen og Dukkesagen, og en generel utilfredshed i befolkningen, som udtrykt ved for eksempel folkebevægelsen #enmillionetemmer, er det uforståeligt, at LA står alene med denne dagsorden.
Og det siger rigtig meget om de traditionelle lov- og ordenspartier, at de ikke for længst er løbet med den.
Pernille Vermund provokerer som sædvanligt, men provokationerne er blottet for politisk substans
Kl. 15.40
Nye Borgerlige har altid haft hang til provokationer, men når deres provokationer i valgkampen har været blottet for politisk substans, bliver det hele lige friskt nok for et parti, som står til en fordobling af mandater og ikke længere er det eneste udlændigekritiske protestparti på fløjen.
Under partilederdebatten præsenterede Vermund sin forklaring på stigningen af patienter i psykiatrien ved at hævde, at det skyldes, at mennesker skal ensrettes for at passe ind i et socialdemokratisk samfund.
Skåret ind til benet gør Vermund velfærdssamfundet og høje skatter ansvarlig for, at vi ikke er hele mennesker. Hvilket, ifølge Vermund, leder til, at »så bliver man så trængt, at man gør grimme ting ved sig selv eller risikerer at tage sit eget liv.«
I bedste tilfælde interesserer Vermund sig ikke for psykiatrien og ville hellere tale om sin skattepolitik. I værste tilfælde mener hun oprigtigt, hvad hun sagde.
Støjberg kan få personlige stemmer overalt i landet
Kl. 14.45
Martin Jason Adelgaard. Charlotte Drue Aagaard. Claus Gisselmann Olsen.
Siger disse navne dig noget? Nå, ikke? Det er ellers nogle af de kandidater, der tegner det fremadstormende Danmarksdemokraterne rundt omkring i landet – andre steder end lige i Nordjylland, hvor Inger Støjberg selv stiller op og sandsynligvis vil støvsuge stemmer op i rekordstore mængder.
Man kan levende forestille sig skuffelsen hos alle de vælgere, der lige nu svarer meningsmålingsinstitutterne, at de vil stemme på den rødhårede frelser, når de står i stemmeboksen og spejder forgæves efter hendes navn. Men heldigvis for partiet bliver det faktisk ikke helt forgæves: Idet partiet officielt hedder »Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg«, kan man faktisk føle, at man stemmer personligt på Inger, selvom man egentlig kun stemmer på hendes parti. Smart.
Nej, valget »burde« ikke handle om noget
Kl. 14.17
Jeg er ikke storfan af metadebatter om, »hvad valget burde handle om«. Den argumentationsform er mere populær blandt nogle partier og debattører – ingen nævnt, ingen glemt.
Det er bedre at forsøge at sætte sit emne på dagsordenen end at forsøge at irettesætte dagsordener fra et vagttårn.
Vi kan ikke beslutte i fællesskab, hvad et valg bør handle om. Dagsordensfastsættelse er en del af den politiske kamp – ikke en videnskabelig øvelse.
Mette Frederiksen må knibe sig selv armen
KL 13:55
Momentum er altafgørende i danske valgkampe, fordi de er så korte. Derfor har statsministeren normalt en kæmpe fordel ved at have retten til at udskrive valg og kunne overraske alle andre. Den ret fratog de radikale Mette Frederiksen i begyndelsen af juli og endda med den potentielt altødelæggende begrundelse, at statsministeren var magtfuldkommen. Så denne gang vidste alle, at valget kom senest den 5. oktober, og alligevel virker det, som om flere af partierne fjumrer lettere forvirret rundt, mens Socialdemokratiet omvendt virker toptunet og har sat dagsordenen fuldstændigt indtil nu.
Og det på trods af at statsministeren er blevet tvunget til at udskrive valg, fordi hun har mistet sit flertal. Den dagsorden har Venstre og De Konservative totalt misset i valgkampens start, og snart er det for sent og risikoen for at virke sure og hænge fast i fortiden er stadig mere overhængende. Det er virkelig en ringe start af Ellemann og Pape. Og måske er det deres interne rivalisering, der er årsagen til fraværet af en klar og fælles borgerlig strategi imod statsministerens smil og invitation til bredt samarbejde. I stedet for at have en fælles plan har begge partier lanceret mere eller mindre realistiske udspil de seneste måneder – vel at mærke ukoordineret. Og Pape har samtidig fået en tur i både den personlige og politiske vridemaskine, og heller ikke her virker De onservative særligt godt forberedte – for nu at sige det pænt.
Mette Frederiksen må nærmest knibe sig i armen over, hvor nemt hun slap igennem at blive væltet af sit eget parlamentariske grundlag. Sidste chance for at ændre valgkampens indledende dynamik er duellen i morgen i Odense mellem de tre kandidater. Lige nu er de borgerliges eneste positive start på valgkampen, at De Radikale er ved at smelte totalt sammen.
En mand uden format
KL 12:21
Du godeste, hvor havde Søren Pape Poulsen alle kort på hånden til at håndtere anklagerne fra Aaja Chemnitz. Fint at han erkender, at have kaldt Grønland for »Afrika på is«, men hans kiksede undskyldning lander ganske enkelt forkert.
Der er da ingen grund til at lege, at Grønland er et eller andet drømmeparadis i forhold til Afrika – som Aaja Chemnitz i øvrigt tror er et land.
Den her kolonimagtberøringsangst er svær at se på uden at vende øjne helt om i nakken. Han går med på en præmis, der handler om at skulle rangere kvaliteten af mennesker efter ophav. Ad.
Hvad valget burde handle om – en krise, et problem og en trussel
KL 11:47
Alt er kriser i dette valg og statsminister Mette Frederiksen taler om, hvordan alle kriser møder hinanden – som hendes vej til at skrive om fortællingen om Mette eller kaos.
Hvad med at holde op med at tale om kriser om al ting. Økonomen Birthe Larsen nævner på Twitter, hvad hun synes, at vi burde tale om. Inflation, uddannelse og klima.
Her er mine tre bud – og uden at kalde dem alle kriser.
1. Det største problem: Udsigten til 15 år i træk med reformpause
Det taler vi slet ikke om i valgkampen
2. Den største krise: Den uregerlige offentlige sektor
Det taler vi heldigvis lidt om – senest Mona Strib fra FOA om situationen i sundhedssystemet
3. Den største trussel: Inflationen og energipriserne
Det taler vi meget om – og det skal vi også.
S-taktikken: Smil – og angrib!, angrib!, angrib!
KL 11:31
I mit Borgerlingske-nyhedsbrev fra i dag forsøger jeg at aflure Socialdemokratiets valgkamptaktik, som den indtil videre har foldet sig ud:
»Har du lagt mærke til, hvor meget Mette Frederiksen pludselig smiler? Hun smiler hele tiden. Da hun udskrev valget foran Marienborg, smilede hun hele vejen igennem, mens hun smilende fortalte om, hvor mørk og svær en tid det er i Danmark og Europa, hvorfor der er brug for et smilende, solidt anker (i dette tilfælde med lille a) i spidsen for landet i en ny regeringsperiode.«
Læs hele nyhedsbrevet her.
Blå blok skyder sig selv i foden med kravkrig
KL 10:43
Mette Frederiksen må smile endnu mere, end hun har lovet på Instagram, når hun kigger på blok, som er gået amok i krav til de to borgerlige statsministerkandidater. Krav, som indbyrdes kan blokere for hinanden og gøre det umuligt for vælgerne at se, hvad får for deres stemme.
Ellemann og Papes duel om, hvem der blinker først i kampen om at blive statsminister, har betydet, at man ikke har fået lavet et borgerligt grundlag at gå til valg på.
Her kan man selvfølgelig indvende, at hvert parti har sin politik, men kæden hopper af, når kravene bliver ultimative. Det viser al historie i dansk politik. Bare spørg Marianne Jelved.
Fordi man har forsømt at lave et ordentligt fodarbejde fyer det nu med krav i en krig internt i blå blok, men kun gavner de røde. Søren Pape Poulsen har allerede bakket så meget på sin økonomiske plan for at tækkes Støjberg, at den offentlige sektor reelt er fredet og topskatten i hvert fald ikke bliver afskaffet. Under en uge inde i valgkampen. Visioner er godt. Men dårligt håndværk er en farlig joker under ethvert fundament.
SF og sygeplejerskerne
KL 10:19
»Hvorfor har SF svigtet sygeplejerskerne?« spurgte Sikandar Siddique fra Frie Grønne forleden i partilederdebatten. Den havde Pia Olsen Dyhr ikke set komme, så hun råbte spontane protester. Men, det er jo sandt og knivskarpt set. SF taler ligesom ved sidste valg om pædagogerne og de små børns vilkår, som man åbenbart ikke har fået ændret meget ved, selvom man har været trofast støtteparti i tre år. Men, hvad med sygeplejerskerne? Blå blok taler om tillæg for fuld tid, lavere skat på løn, mulighed for fuldtidsarbejde, hvad siger rød blok? Ligesom Sikandar, har jeg heller ikke kunne høre det.
Ekstra Bladet og Ellemann
KL 10:00
»Vi skyder på alle« kalder Ekstra Bladet sin valgkampagne, hvorpå lederen i dag konstaterer, at det eneste, man kan skyde Jacob Ellemann i skoene er, at ingen kan hidse sig op over ham, for der er intet at hidse sig op over. Det har længe ærgret dem ovre på Ekstra Bladet, hvor man allerede i august jamrede over, at Ellemann »ikke køber underbukser for medlemmernes penge. Hans problem er derimod, at han ingenting gør« … forkert, kunne man tilføje. Ingen sladder altså ingen omtale. Godt at valgkampen ikke – kun – føres i Ekstra Bladet.
Nu betaler de borgerlige en høj pris for ikke at have lavet en fælles politisk platform før valget. Det er en skændsel.
KL 09:08
Ulykkesfuglen Støjberg, der initialt så ud til at redde blå blok, bliver nu dens nemesis. Udstillingen af Pape om Topskat og nulvækst i den offentlige sektor startede en lavine, der udløste Messerschmidts ultimative krav om 10 milliarder kroner hældt ud over de trængende masser og så måtte også VanOpslagh affyre varselsskud og dernæst … Og så …
Kender vi den sang? Ja, det er forløbet fra 2015 igen.
Det er simpelthen ikke i orden, at de borgerligt-liberale igen begynder at slås. »Vi kan godt lide hinanden« er udstillet som det pladder, det er. Fat det en gang for alle: Det handler om politik. I har overladt den politiske scene til Lars Løkke i stedet for selv at tænke i politiske bud, der kunne tiltrække vælgere. Det er ikke for sent: Hold en borgerlige samling, hvor I enes om et grundlag. Ellers? Glem det. Mette frederiksen må ikke kunne tro sit eget held.
Valgplakater virker
KL 08:03
Så er det i dag, der bliver hængt valgplakater op i det ganske land. Og jo, de virker – det er blevet påvist flere gange. Selv i denne digitale tidsalder, hvor politikerne bruger meget energi på sociale medier, kan de gammeldags plakater ikke undværes: Alt andet lige vil det simpelthen kunne mærkes på stemmetallet, hvis man ikke hænger deroppe i lygtepælen.
Og så giver det da også valgkampsstemning! Så giv et smil til de frivillige – uanset parti – når du ser dem bakse rundt med plakaterne. De tager en tørn for vores demokrati.
Nu ved jeg ikke, hvad Søren Pape har lavet, når han har besøgt verdens udviklingslande …
Kl. 07:34
Krisehåndtering skal helst ikke gøre krisen større.
Og når man håndterer en situation, som Søren Pape Poulsens dumsmarte bemærkninger om Grønland og Afrika, så er det vigtigt, at man ikke lyder endnu mere dumsmart.
I det lys er det ikke et heldigt interview, Pape Poulsen har begået med denne avis. I det formår han som statsministerkandidat både at optræde fornærmende og sårene overfor verdens udviklingslande og overfor grønlænderne.
Han siger: »På nogle områder er Grønland at sammenligne med et udviklingsland. Det har også en forsker på DIIS været ud at sige. Når jeg siger det, så handler det om indhold – om vold, sex og druk.«
Nu ved jeg ikke hvad Søren Pape har lavet, når han har besøgt verdens udviklingslande. Men disse udtalelser er et trafikuheld.
Han skal lynhurtigt lære at begå sig med respekt og værdighed overfor andre folk.
Man kan ikke være lidt gravid, Søren Pind – det gælder også fastkurspolitikken
KL 07:06
Måske det er meget godt, at Søren Pind er befriet fra byrden at være ansvarlig politiker.
Kunne man overhovedet forestille sig, at en politiker med et ønske om at have regeringsansvar sådan gik rundt og legede med tændstikker, når det gælder 40 års jernhård fastkurspolitik? Næppe.
På Twitter hører vi imidlertid konstant Søren Pind bede politikerne skrotte 40 års fastkurspolitik. Inflationen er importeret, lyder det, så med den bomstærke danske økonomi kan vi bare opskrive kronen, og så har vi – snip, snap, snude – løst inflationsproblemet. Sikke en mageløs enkelhed.
Vi kan glæde Søren Pind med, at hvis hans analyse og nedslående vurdering af inflationen i euroområdet er korrekt, så går det helt af sig selv med at kappe båndet til euroen. Så har vi slet ikke brug for Pinds rådgivning. Når vi først skrottede dollaren og siden pundet som anker for kronen, så var det, fordi, at de to lande ikke havde styr på inflationen, så vi måtte kaste os i armene på først D-marken og siden euroen.
Indtil da kan man til ære for Søren Pind illustrere fastkurspolitikkens hårde logik med en graviditet.
Man kan ikke være lidt gravid – sådan i en måneds tid, indtil man ikke synes, at det er sjovt længere. Hvis man bliver gravid, så er det både hårdt, koster mange penge og har meget langvarige konsekvenser. Ja, billedet er faktisk helt perfekt, når man nu skal oversætte fastkurspolitikkens hårde logik til en jurist og ekspolitiker.
Søren Pind vil måske sige, at det vil ende med et velskabt barn at skrotte fastkurspolitikken. Det er korrekt, ligesom fastkurspolitikken efter en meget hård graviditet blev en rigtig kraftkarl på nu 40 år. Men vi skal måske ikke selv smide barnet ud med badevandet, vel?
Berlingskes Kalle Kehlet har en mere indviklet forklaring på det hele.
