Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Har du lagt mærke til, hvor meget Mette Frederiksen pludselig smiler? Hun smiler hele tiden. Da hun udskrev valget foran Marienborg, smilede hun hele vejen igennem, mens hun smilende fortalte om, hvor mørk og svær en tid det er i Danmark og Europa, hvorfor der er brug for et smilende, solidt anker (i dette tilfælde med lille a) i spidsen for landet i en ny regeringsperiode.
Som hun skrev på Facebook, statsministeren, et par dage før, at hun udskrev valget, havde hun mødt en god nordjyde, og nordjyden havde sagt, at »du plejede at smile meget mere«, men nu havde Mette Frederiksens hår tabt fylde og glans på grund af alle de kriser, hun har måttet bære Danmark igennem (ikke mine ord, hendes egne), og der var også blevet længere mellem smilene, men nu ville hun »finde den gamle Mette frem«.
Og det har hun så gjort. Hun smiler, mens hun fortæller os, at kun hun kan lede os sikkert gennem det oprørte hav bestående af krige og pandemier og gassabotage og energikrise og inflation og generel elendighed.
Ingen politik, kun proces
Når jeg opholder mig lidt ved Mette Frederiksens genfundne smil, er det fordi, jeg har luret statsministerpartiets valgtaktik. Det er den, jeg vil råde dig til at holde øje med i dag, for det er vigtigt: Den giver pote. I snart sagt alle meningsmålinger går Socialdemokratiet frem i disse dage.
Taktikken er trefløjet: Mette Frederiksen skal smile, mens hun iscenesættes som den store krisestatskvinde.
Anden del består i ikke at bruge valgkampen til at fremlægge et stort, forkromet politisk projekt. Det er heller ikke noget, jeg finder på. Jeg citerer blot statsministeren selv, der fortalte om det til Politiken i en artikel, hvor hun fortalte om sine overvejelser i valgudskrivelsesdøgnet:
»Vi havde planlagt en helt anden valgudskrivelse. Noget lidt mere klassisk med, at nu lægger vi noget politik frem. Det gik vi væk fra så sent som i sidste uge, for jeg synes, det ville være mærkeligt med det, der sker,« sagde Mette Frederiksen.
I stedet lancerede hun det med den brede regering. Det er givetvis populært. Proces, ikke politik, er den anden bestanddel i den socialdemokratiske valgmaskines taktiske oplæg.
Attack, attack, attack!
Det tredje og bestemt ikke uvigtigste element handler om konstante angreb på alle platforme mod politiske modstandere.
Nu er negative kampagner ikke noget, som de danske socialdemokrater har fundet på, og den borgerlige opposition brugte da også det meste af åbningsdebatten i Folketinget torsdag på at tale om minkskandalen. Men det er som om, at Socialdemokratiet alligevel har taget angrebsvåbnet til nye højder.
Særligt folk som Peter Hummelgaard, Kaare Dybvad Bek, Rasmus Stoklund, Astrid Krag, Jens Joel og et par stykker mere har udviklet effektive metoder til at angribe i flok – også på sociale medier. Jeg har selv været i kløerne på dem et par gange, fordi de med relativt korte mellemrum også retter skytset mod medierne.
Men i valgkampens start, og i opløbsugerne frem mod den, har det særligt været Søren Pape Poulsen, der har fået kærligheden at føle på en måde, han utroligt nok ikke synes at have forberedt sig på. Utroligt, fordi han og De Konservative jo må have vidst, at der faktisk var noget at komme efter.
I struben på Støjberg
Og efter valgudskrivelsen var det så igen-igen-igen Peter Hummelgaard, der i et interview i Berlingske gik direkte i struben på Inger Støjberg, som han beskyldte for at splitte den danske befolkning med svulstig retorik og opstilling af falske modsætninger. Tag og læs det interview, det er dybt interessant. Også selv om nogle vil more sig lidt over, at beskyldninger om at så splittelse kommer fra den kant.
Interviewet afslører også, at angrebsvåbnet nu også er blevet besluttet som bedste forsvar mod truslen fra Støjberg, der med Danmarksdemokraterne er dén ene faktor, der kan trække gamle DF-vælgere, som sidst stemte på Socialdemokratiet, tilbage til blå blok.
Derfor skal hun nu have med den nihalede. Og derfor besluttede vi på Berlingske at lave en forside på vores papiravis fredag, der skærer den afgørende del af valget umisforståeligt ud for dig og andre læsere. Følg med, mens vi afdækker videre.
Kandidaternes jobansøgninger
Som altid får du lige et tip til en del af Berlingskes valgdækning, som du burde bruge lidt af din sikkert sparsomme tid på. I dag vil jeg anbefale dig at læse de tre fiktive ansøgninger til jobbet som statsminister, som Berlingskes Thue Ahrenkilde Holm og Michael Alsen har skrevet på vegne af de tre kandidater: Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen.
Jeg tror helt ærligt ikke, at de kunne have sagt det bedre selv.
Under angreb
Til sidst som altid dagens sang, og hvorfor ikke gribe helt ned i kufferten med klassiske popbands for at finde en sang, der kan illustrere, hvor ondt man kan have det i sjælen, når man sådan for alvor er under angreb. Kan man høre Agnetha Fältskog synge følgende linjer i ABBAs »Under Attack« uden at tænke på Søren Pape Poulsen?
»Under attack, I'm being taken / About to crack, defenses breaking / Won't somebody see and save a heart? / Come and rescue me now 'cause I'm falling apart«
