Martin Ågerup er en institution i den borgerlige idédebat i Danmark.

Som medstifter og direktør for den borgerligt-liberale tænketank CEPOS gennem 19 år har han sat afgørende fodaftryk i den danske offentlighed.

Martin Ågerup har via sit virke i tænketanken formet den borgerlige idédebat mere end næsten nogen anden de sidste to årtier. Han har bidraget til den offentlige samtale med utallige debatindlæg om alt fra skattepolitik til klimatiltag og ulighed. I de store debatter om samfundets indretning og velfærdsstatens opbygning har han gang på gang givet modspil til både venstre- og højrefløjen. Når Venstre omfavnede den socialdemokratiske velfærdsstat og vandt valg på det, insisterede den liberale Martin Ågerup på, at det var en fejl. I sidste ende ville det udvande partiets politiske projekt, advarede han.

Martin Ågerup har også bidraget til idédebatten som forfatter til flere bøger om velfærd, ulighed og innovation. På samme vis har han i regi af tænketanken udviklet og formuleret konkrete politikforslag sammen med sine kollegaer – ikke mindst den nu afdøde cheføkonom Mads Lundby Hansen – der ofte har fundet vej ind på Christiansborg. Blandt borgerlige politikere og partiansatte er tænketanken ofte blevet konsulteret, når man skulle udvikle nye politiske forslag.

CEPOS har generelt under hans ledelse været et samlingssted for borgerlige – ikke mindst de mere liberale af slagsen. Tænketanken har afholdt et utal af debatarrangementer med førende debattører og intellektuelle fra både ind- og udland. Martin Ågerup har også sammen med sine kollegaer udviklet nye borgerlige debattører og politiske talenter gennem CEPOS Akademiet. Blandt de tidligere deltagere på akademiet er den nuværende leder af Liberal Alliance, Alex Vanopslagh.

Martin Ågerup er indstillet til Fonsmark-prisen, fordi han med sin indsats har rykket samtalen i en stadig mere liberal retning. Med forbilledlig klarhed, faglighed og indsigt i sin argumentation har han på redelig vis forsvaret borgerligheden i to årtier og kæmpet for et mere borgerligt Danmark.