Feriemilliarder giver kæmpe boost til danske netbutikker

Danskerne har skruet massivt op for onlinehandlen under coronakrisen, og nu har udbetalingen af indefrosne feriepenge givet endnu et boost til de danske netbutikker. Det viser en ny analyse fra Danske Bank.

(ARKIV) Tastatur på computer, den 19. oktober 2016. Spil i stedet på din motivation, dine mange års erfaring og din faglighed i stedet for at lade din alder være en hindring. Det skriver Ritzau, onsdag den 9. september 2020.. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

De danske netbutikker har fået et stort boost fra de mange indefrosne feriemilliarder, som danskerne fik udbetalt i oktober.

Det viser en ny analyse fra Danske Bank.

Hvis man ser bort fra køb af rejser, er danskernes onlinekøb med kort og MobilePay steget med næsten 16 procent fra september til oktober, og sammenlignet med sidste år er onlinehandlen hele 24 procent højere.

»Stigningen skyldes altovervejende udbetalingen af indefrosne feriepenge i oktober,« vurderer Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank.

I de fysiske butikker steg salget med 12 procent fra september til oktober, men sammenlignet med sidste år er salget kun knap fire procent højere.

»Den lavere vækst skyldes navnlig, at services såsom restaurantbesøg ikke har oplevet et nævneværdigt løft fra feriepengene. Inden for detailbranchen er det dog ikke kun onlinesalget, der har fået et løft – sammenlignet med september er der også sket et kraftigt løft af salget i en række brancher, også selv om den fysiske handel ikke er højere end sidste år,« konstaterer Louise Aggerstrøm Hansen.

Tøj og sko hitter på nettet

Det er især tøj og sko, som danskerne har revet ned fra netbutikkernes varehylder. Sammenlignet med sidste år bliver der nu solgt over 50 procent mere tøj online, mens salget i de fysiske butikker er omtrent uændret fra 2019.

Den kraftige stigning betyder, at det nu er over 50 procent af det danske tøjsalg, som finder sted på nettet. For et år siden lød andelen på omkring 40 procent.

»Forbruget af dagligvarer online er ligeledes steget de seneste måneder. I oktober 2019 udgjorde forbruget online med kort og MobilePay 3,2 procent, men nu er det 5,5 procent – ikke helt så højt, som under nedlukningen, men en klar stigning, hvilket formentlig også skal ses i lyset af de stigende smittetal,« fremhæver Louise Aggerstrøm Hansen, der vurderer, at coronakrisen kan skabe mere varige ændringer i danskerens indkøbsvaner:

»Coronakrisen kan have permanente konsekvenser for detailhandlen, hvis skiftet over mod online bider sig fast. Det er der tegn på, men i langt mindre grad, end man kunne have ventet for bare et par måneder siden.«