Hen over sommeren kørte danskerne flittigt dankortet igennem maskineriet i landets supermarkeder.
Den tendens er dog faldende i efterårsmånederne, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det ændrer dog ikke på, at detailhandlen er en af de store vindere under coronakrisen.
Det er længe siden, at tallene har været så positive, lyder det fra cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre.
»Detailsalget har haft et helt vanvittigt comeback. Det mindre fald i detailsalget i september ændrer ikke ved, at vi for tredje kvartal som helhed skal 12 år tilbage for at finde tilsvarende omsætning i de danske detailvirksomheder. Omsætningsniveauet har været tårnhøjt gennem kvartalet, og på trods af den nedadgående tendens løber der stadig utrolig mange varer gennem kasseapparaterne. Med til historien hører dog, at stigningen kommer oven på et kæmpe knæk i starten af coronakrisen, hvor store dele af landet blev lukket ned.«
Det ser samtidig ud til, at danskernes indefrosne feriepenge kan være med til at kickstarte endnu en positiv bølge for detailsalget. Flere økonomer peger på, at man i oktober vil opleve en stigning i omsætningen, fordi danskerne har fået flere penge mellem hænderne.
Det vil derfor igen være til detailhandlens fordel, lyder det blandt andet fra cheføkonom i Sydbank, Søren V. Kristensen.
»Vi forventer, at de seneste måneders fald i detailsalget i oktober bliver vendt til en stigning. Det hænger sammen med, at mange danskere har fået fyldt bankkontoen op med udbetalingen af feriepengene. Hvis det billede fra de seneste måneder fortsætter, så vil en meget stor del af de penge finde vej til butikkerne, hvor særligt byggemarkeder og elektronikforhandlere kan ende på vinderholdet. Igen.«
Stigning i smitten kan stoppe det hele
Der kan dog være grund til at holde igen med jublen.
Den medvind, som supermarkederne kan få i oktober måned, kan nemlig være en kortvarig fornøjelse. Smitten med coronavirus er fortsat stigende med den ene rekord efter den anden, og det har fået statsminister Mette Frederiksen (S) til at indføre nye restriktioner, der gælder fra mandag.
Det kan komme til at påvirke privatforbruget negativt, mener Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv.
»Der kan desværre blive tale om et meget kortvarigt comeback til detailsalget i oktober. Smitten er hastigt stigende herhjemme og der er indført yderligere restriktioner. Det kan ramme privatforbruget hårdt, hvis danskerne igen bliver skræmt hjem i stuerne af den stigende smitte.«
Den negative udvikling i smittetallene er også noget, som cheføkonom i Nykredit Troels Kromand Danielsen mener, er værd at bemærke.
»Smittetallene rundt omkring i Europa skræmmer. Indtil videre ser det ganske vist ikke ud til, at de nye restriktioner for alvor kommer til at begrænse forbrugernes mulighed for at handle i detailhandlen herhjemme. Men med den hastige udvikling, vi ser mange steder i Europa, kan man godt være lidt nervøs for, om folk holder igen eller bliver hjemme – også selv om Danmark og butikkerne ikke lukker ned som i foråret.«