Vi er blevet nogle krejlere.
Faktisk er hele menneskeheden blevet en krejlekult.
Overalt skal vi være bange for at blive snydt.
»Selv på Den Blå Avis skal jeg være bekymret over, om der er nogen, der tager røven på mig.«
Sådan lyder det fra filosof og forfatter Vincent Hendricks i ugens udgave af Berlingskes podcast »Østergaards salon«, der i denne uge blev optaget foran et publikum i Salonen på toppen af Pilestræde.
Vi risikerer at blive snydt allevegne. Når vi handler på nettet, eller når vi ikke læser det med småt i vores forsikringspolice.
Intet er gratis. Det handler hele tiden om at få noget, der gavner os selv.
Alt dette er et tegn på, at vi er blevet et samfund af krejlere, lyder det fra Vincent Hendricks.
»Tænk på, hvornår man sidst fik noget gratis,« siger han.
Der er som bekendt ikke nogen gratis frokoster.
Men er det et udtryk for, at tilliden til hinanden er væk, eller er det blot den jyske krejlermentalitet, der er nået til hovedstaden?
Det har Vincent Hendricks sat sig for at finde ud af i sin nye bog. Han er i gang med at udvikle en spilteoretisk model for, hvordan »krejleri« ser ud.
Men der er en ting, han er sikker på:
»For at undgå at være offer for krejleri, skal du være mindst lige så krejleragtig som den person, der prøver at krejle dig,« siger Vincent Hendricks.
Herunder kan du lytte til hele afsnittet af ugens udgave af »Østergaards salon«, hvor politisk kommentator Søs Marie Serup medvirker. Her diskuterer de også, hvorfor Søs Marie Serup mener, at den offentlige sektor svigter de pårørende.