Det er tidligere FE-chef Lars Findsens overbevisning, at de indledende beslutninger i FE-sagen blev truffet med Statsministeriet for bordenden – og ikke af PET-chef Finn Borch Andersen.

Det siger han i ugens udgave af »Østergaards salon«, hvor også juraprofessor emerita Eva Smith deltager.

»Det er ikke nogen fra tjenesterne, der tager den indledende beslutning om at starte det hele op med overvågning af flere personer. I forhold til det kendskab, vi har, er det på øverste niveau, den beslutning bliver truffet,« siger han.

Finn Borch Andersen skrev i en udtalelse mandag, at det var hans og efterretningstjenestens beslutning at igangsætte undersøgelsen af sagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen, der i sidste uge blev droppet.

»Det var min og PETs – og ingen andres – beslutning at igangsætte en efterforskning af omfattende lækager fra efterretningstjenesterne, som førte til anholdelserne i december 2021. Der var tale om en bred efterforskning, som jeg står 100 procent inde for,« skrev PET-chefen i pressemeddelelsen.

»Det er ikke noget, han selv har fundet på«

Lars Findsen mener, at Finn Borch blot tager skraldet for nogle højere oppe i systemet.

»Når man kender systemet indefra, ved man, at det ikke er noget, han selv har fundet på. Han er blevet bedt om det – og har måske endda fået serveret teksten til den pressemeddelelse, han sender ud. Det er en måde at skærme det politiske niveau på, at han går ud og tager den,« siger han.

Derfor er det nemt for ministrene at afvise alle påstande om politisk indblanding, mener den tidligere FE-chef.

Noget, som statsminister Mette Frederiksen da også gjorde i tirsdagens spørgetime.

»Der har ikke været usaglige hensyn taget i den konkrete sag. Det har myndighederne meget klart sagt, og derfor kan jeg selvfølgelig også afvise, at der skulle være taget nogen form for usaglige hensyn, herunder politisk indblanding, sagde hun og fortsatte:

»Chefen for PET har meget klart sagt, at der ikke er taget usaglige hensyn. Det samme har Rigsadvokaten. Det er for mig helt afgørende, at vi har dygtige efterretningstjenester. Det ved jeg, at vi har, sagde hun.

En beslutning truffet med Statsministeriet for bordenden

Og det er gennemført koordineret, mener Lars Findsen.

»Det er uhyre bekvemt for ministrene at kunne stå og sige til spørgetimerne, at PET-chefen har været ude mandag og sige, at det er hans ansvar, så det har vi slet ikke været en del af. På den måde er det gennemført koordineret. Men tingene kan også blive for tykke. Tror de, at befolkningen er dum eller hvad?« siger han.

Også de meget omtalte briefinger om Lars Findsens sexliv, som Finn Borch foretog, mener Lars Findsen ikke var PET-chefens påfund.

»Man er nødt til at holde fast i, at det heller ikke er Finn Borch, der finder på at tage de her briefinger. Der sad en justitsminister med til nogle af dem, og der sad en departementschef fra Justitsministeriet. Det at orientere partiledere er ikke noget, som en PET-chef tager beslutningen om,« siger han.

Derimod mener han, at beslutningen om at foretage briefingerne, og hvad partilederne indholdsmæssigt skal informeres om, er truffet med statsministeren eller Statsministeriet for bordenden.

»Det er sådan, det foregår, alt andet ville også være en skandale,« siger han.

Forelagt kritikken, skriver PET-chef Finn Borch i en e-mail til Berlingske:

»Den kedelige sandhed er, at Lars Findsens navn dukkede op som mistænkt i en bred politiefterforskning om meget alvorlige forbrydelser, og derefter blev han efterforsket, præcis som alle andre ville være blevet det i den situation.«

Og han fortsætter:

»Det var min og PETs – og ingen andres – beslutning at igangsætte en efterforskning af omfattende lækager fra efterretningstjenesterne, som førte til anholdelserne i december 2021. Der var tale om en bred efterforskning, som jeg står 100 procent inde for.«

Herunder kan du lytte til hele afsnittet af ugens udgave af »Østergaards salon«, hvor også juraprofessor emerita Eva Smith medvirker. Her kommer de forbi mange af de spørgsmål, der er i forbindelse med de opsigtsvækkende sager, der i sidste uge faldt til jorden med et brag.