Det danske »X Factor« har ikke fulgt med tiden.
Det er stadig »super gammeldags«, når det kommer til ligestilling.
Særligt når man kigger på dommerpanelet, der fortsat er domineret af mænd. Det mener Pernille Rosendahl, forsanger i det danske indie rockband Swan Lee.
»Det ender tit med, at mændene sidder og laver highfive hen over hovedet på den kvindelige dommer. Det kommer lidt til at fremstå som om, den feminine energi ikke er noget værd.«
Det fortæller hun i »Østergaards salon«, der i dette afsnit også kredser om vores alles fordomme om at finde en ny vej i livet.
For over ti år siden var Pernille Rosendahl selv dommer i det populære musikprogram, da hun sad i stolen mellem de to mandlige dommere Thomas Blachman og Mich »Cutfather« Hansen.
Selvom der i årenes løb er sket en udvikling i det britiske »X Factor«, så har TV 2 ikke bevæget sig samme vej.
»I udlandet har man lavet det om, så der er to kvinder og to mænd. Det er selvfølgelig for at få balance og en ligevægt, som jeg ikke synes, vi har i det danske »X Factor«. Det er mega ærgerligt,« siger Pernille Rosendahl.
Hård konkurrence
Derfor kommer hun også med en direkte opfordring til TV 2 om at få skubbet til kønsbalancen ved at få en ekstra kvindelig dommer med i programmet.
»Det kunne skabe noget ligestilling ved dommerbordet,« siger hun.
Hvad vil det betyde for dynamikken?
»Jeg tror, det vil være sværere at lave de alliancer, der altid er mellem mændene. Når jeg ser de mandlige dommere udtale sig om deres meddommere, er det meget ofte mændene, der udtaler sig positivt om mændene.«
Der er ingen tvivl om, at der ofte er hård konkurrence mellem de tre dommere i »X Factor«, hvor særligt Blachman har gjort sig bemærket med verbale angreb mod sine meddommere.
Netop det fik Pernille Rosendahl også at mærke, da hun sad til bords med den folkekendte dommer. Men programmet har også lært hende flere ting.
»Jeg er ikke så sart, efter jeg har været med,« siger hun.
Herunder kan du lytte til hele episoden af »Østergaards salon«, hvor Pernille Rosendahl også fortæller om at gå en helt nye vej i livet og vores alles fordomme.