»Vil være meget lykkeligt«: Regeringen spår lysere tider for dansk økonomi

Regeringen forventer, at dansk økonomi kommer op i et højere gear til næste år. »Vi skal huske på, at baggrunden er billig oven på et stort dyk i 2020,« lyder det fra cheføkonom.

Der er mange gode takter i dansk økonomi, fremhæver økonomiprofessor og tidligere overvismand Michael Svarer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter et rædselsår vil dansk økonomi hurtigt komme tilbage på sporet igen.

Sådan lyder vurderingen i den seneste udgave af Økonomisk Redegørelse, som regeringen offentliggør mandag, erfarer Berlingske.

Konkret skønner regeringen, at dansk økonomi vil skrumpe med 4,5 procent i år som følge af coronakrisen, men allerede i 2021 ventes bruttonationalproduktet (BNP) at vokse med 4,2 procent.

BNP-skønnene er dermed opjusteret siden maj. Dengang forventede regeringen, at coronakrisen ville medføre et BNP-fald på omkring 5,25 procent i år, og at væksten i Danmark kunne nå op på fire procent i 2021.

Såfremt regeringen får ret i sin nye og mere optimistiske prognose, vil topøkonom Michael Svarer række hænderne over hovedet.

»Det vil være meget lykkeligt, hvis det scenarie realiseres,« siger Michael Svarer, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand.

En billig baggrund

Det nye scenarie er bestemt ikke usandsynligt, mener han:

»Men der er betydelig usikkerhed på både sundhedssiden og den økonomiske side. Desuden er de internationale signaler ikke overvældende positive for tiden, så umiddelbart vurderer jeg, at risikoen for et mindre gunstigt udfald, end det der lægges op til i økonomisk redegørelse, klart er til stede. Der er dog også mange gode takter i dansk økonomi, og lykkes det at udfase hjælpepakkerne uden markante stigninger i ledighed og antallet af konkurser, er økonomien godt på vej,« siger Michael Svarer.

Selv om vi endnu har en tredjedel tilbage af året, er regeringens BNP-skøn for 2020 i den »absolut realistiske ende«, vurderer Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

»Vi har været vidne til kvartalsdyk i BNP, som krøller finanskrisen fuldstændig sammen, men jeg er helt enig med regeringen i, at BNP-faldet på årsbasis ikke kommer helt op på finanskrisens højder. Intet står dog mejslet i sten endnu, og der skal kun få afgørende elementer til at få det til at tippe til den forkerte retning igen,« siger han.

I 2021 kommer vi formentlig til at se en imponerende vækstfremgang, vurderer cheføkonomen.

»Vi skal huske på, at baggrunden er billig oven på et stort dyk i 2020. Vi vil stadig være et godt stykke under niveauet fra før krisen – både hvad angår BNP og beskæftigelse. Derfor er behovet for et finanspolitisk skud i høj grad også til stede til næste år,« siger Jeppe Juul Borre.

9,2 milliarder til coronapulje

Ud over Økonomisk Redegørelse præsenterer regeringen mandag sit udspil til finansloven for 2021, »Trygt gennem krisen i fællesskab«, som Berlingske er i besiddelse af.

Konkret vil regeringen afsætte 9,2 mia. kr. i 2021 til en reserve til genstart af dansk økonomi og særlige udfordringer afledt af coronakrisen.

Helt overordnet synes Michael Svarer, at det er fornuftigt at lægge op til en ekspansiv finanslov med fokus på at afbøde konsekvenserne af covid-19.

»Der er utroligt meget usikkerhed om både udviklingen i smittetryk og den økonomiske udvikling, så det giver god mening at have godt med tørt krudt i krudtkammeret, hvis der bliver behov for det,« siger økonomiprofessoren og tilføjer:

»Det kan blive dyrt for dansk økonomi på længere sigt, hvis tilbagegangen i økonomien bliver langvarig, og jeg vurderer, at det er en god investering at prioritere størstedelen af de finanspolitiske muskler på at undgå en langvarig krise.«