Her er regeringens udspil til en finanslov: 9,2 milliarder skal kickstarte dansk økonomi

I sit andet udspil til en finanslov lægger regeringen blandt andet op til at afsætte en milliardstor pose penge til en såkaldt krigskasse, der skal ruste Danmark bedre mod coronakrisens konsekvenser. Pengene er i første omgang rettet mod stimulering af dansk arbejdsmarked, men kan også bruges til et midlertidigt løft af beredskab mod corona.

Mandag præsenterer regeringen sit andet udspil til finanslov. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Helt som forventet er der i regeringens andet udspil til finansloven afsat en stor pose penge til at håndtere coronakrisen.

Derudover lægger regeringen bl.a. op til at også op til gå lige til grænsen, når det handler om, hvor stort underskuddet på de offentlige finanser må være.

Det fremgår af regeringens forslag til finanslov for 2021, »Trygt gennem krisen i fællesskab«, som Berlingske er i besiddelse af, og som regeringen præsenterer mandag klokken 12:00.

Konkret vil regeringen afsætte 9,2 mia. kr. i 2021 til en reserve til genstart af dansk økonomi og særlige udfordringer afledt af covid-19.

Finansminister Nicolai Wammen har tidligere omtalt udspillet som en »coronafinanslov«, fordi den altoverskyggende samfundskrise har sat sit præg på mange dele af samfundet og derfor også vil få stor betydning for, hvordan rigets finanser skal fordeles det kommende år.

Pengene i den såkaldte krigskasse skal bruges til bekæmpelse af arbejdsløshed og et midlertidigt løft af det sundhedsmæssige beredskab.

Regeringen vil bruge 1,5 milliarder kroner af puljen på offentlige investeringer.

De store coronaudgifter har den konsekvens, at regeringen vil gå til grænsen for, hvor stort underskuddet på de offentlige finanser må være. Konkret lægger regeringen op til et underskud på den strukturelle saldo på 0,5 procent af BNP. Det svarer til en lempelse på ca. 21 mia. kr. i forhold til de hidtidige forudsætninger om finanspolitikken, fremgår det af udspillet.

Ligeledes har finansministeren tidligere advaret om, at det også vil betyde en mindre forhandlingsreserve, som kan bruges på andre partiers ønsker. Regeringen lægger konkret op til, at den skal være på 1,5 mia. kr. årligt i 2021-2024.

Sidste år var forhandlingsreserven 2,1 milliarder kroner i regeringens udspil.

Penge til børn og ældre

Regeringen vil til efteråret præsentere et udspil på børneområdet. Konkret skriver regeringen, at for mange børn vokser »op med omsorgssvigt, og udsatte børn bliver til udsatte voksne«.

Derfor vil regeringen sætte penge af til udatte og anbragte børn.

Konkret lægger regeringen op til at afsætte 150 mio. kr. i 2021, 250 mio. kr. i 2022 og 500 mio. kr. årligt i 2023 og 2024. Regeringen vil desuden arbejde for, at der foretages yderligere prioriteringer af området.

Regeringen sætter desuden penge af til de ældre og vil »understøtte et løft af kvaliteten i den kommunale ældrepleje gennem kompetanceudvikling og en styrket opfølgningsindsats.

Konkret lægger regeringen op til at afsætte 200 mio. kr. årligt i 2021 og 2022 til området.

Penge til forskning øremærkes

Regeringen fastholder målsætningen om et offentligt forskningsbudget på en procent af BNP, og således udgør det 23,5 mia. kr.

Samtidig skriver regeringen, at reserven til genstart af dansk økonomi samt særlige udfordringer afledt af covid-19 prioriterer 750 mio. kr. til grøn forskning i 2021.