Vaccineforsinkelse kan koste Danmark milliarder

Pfizers mangelfulde leverancer af vacciner i første kvartal kan ende med at koste milliarder. Det vurderer økonomer på baggrund af en analyse fra Det Hvide Hus.

Pfizer vil levere 100.000 færre vacciner end aftalt i første kvartal af 2021. Og det koster penge for samfundet hver eneste dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Medicinalselskabet Pfizer kan ikke levere det aftalte antal vacciner til Danmark i første kvartal. 100.000 vacciner vil således mangle, når myndighederne skal vaccinere borgere i februar og marts.

Det er ikke kun frustrerende for alle, der gerne ser, at verden hurtigst muligt vender tilbage til en normal tilstand. Det også har store konsekvenser for økonomien og kan koste samfundet enorme summer.

Økonomiske rådgivere i Det Hvide Hus har for nylig udarbejdet en analyse, hvor de regner sig frem til, at det koster USA 10 milliarder dollar for hver dag, den amerikanske vaccineplan er forsinket. Det svarer til 0,05 procent af landets BNP.

Der findes ikke lignende analyser for Danmark, og økonomer mener ikke, at de amerikanske tal kan overføres direkte hertil. De lægger dog vægt på, at det også i Danmark har vitale konsekvenser, at en vaccine er forsinket.

»Analysen fra USA kan give os et praj om, hvor store samlede økonomiske og sundhedsmæssige omkostninger, der er ved en forsinkelse af vacciner. En samlet daglig omkostning på cirka en milliard kroner er desværre ikke utænkelig,« siger Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, vurderer, at tallet er højt sat. Han estimerer i stedet, at det foruden de sundhedsmæssige omkostninger vil løbe op i en kvart milliard kroner hver dag, den danske vaccineplan bliver forsinket.

»Det er en regning, der skal deles mellem statskassen, lønmodtagere og virksomheder. Med andre ord er det altså dyrt for hver dag, forsinkede vacciner udskyder genåbningen,« siger Las Olsen.

»Det er derfor yderst bekymrende, at vaccineleverancerne ikke går som planlagt. Det sker på et kritisk tidspunkt, hvor vi kæmper en kamp mod uret for at få epidemien under kontrol. Forsinkes vaccineplanen yderligere, vil det forlænge restriktionerne og dermed nedgangen i dansk økonomi,« siger Tore Stramer.

Skyder lidt for højt

Både Danmark og USA har oplevet et fald i BNP på cirka fire procent af BNP i de første tre kvartaler af 2020. Derfor mener Tore Stramer, at analysen fra USA giver et nogenlunde skøn for omkostningerne af en forsinket udrulning af vaccinerne i Danmark.

Han og Las Olsen bemærker dog også, at de to landes økonomier er meget forskellige, at restriktionerne er anderledes, og at dødeligheden og mængden af alvorligt syge har været væsentlig større i USA.

Den vurdering deles af Troels Kromand Danielsen, der er cheføkonom i Nykredit. Han mener ligesom Las Olsen, at den amerikanske analyse skyder lidt for højt, hvilket ifølge Kromand Danielsen kan skyldes politiske hensyn.

»Rapporten kommer fra Det Hvide Hus, hvor større omkostninger giver en større gevinst for økonomien, hvis man kan sige, at man har været med til at fremrykke udrulningen af vacciner,« siger Troels Kromand Danielsen.

Mest bekymret for borgerne

Cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre, går ikke i panik over de 100.000 manglende vacciner fra Pfizer. Han mener ikke, at forsinkelser på enkelte forsendelser vil have store konsekvenser for økonomien på langt sigt.

I stedet bekymrer han sig for de tusindvis af borgere, som nu ikke bliver vaccineret inden for de næste måneder.

»Når alt kommer til alt, og med fare for at lyde for negligerende på økonomiens vegne, er det altså ikke den, jeg er mest bekymret for med det her, men i stedet de mange tusinde, som bliver forsinkede i deres vaccination. Dog er det ikke noget, som bør gentage sig alt for mange gange, før det for alvor begynder at kunne bide på udsigterne for økonomien,« siger han.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har udtalt i Folketinget, at det er »under al kritik«, at Pfizer ikke kan levere de lovede vacciner, og vil samtidig have fremskyndet processen med at godkende og distribuere vaccinen fra Oxford/AstraZeneca.

Statsministeren har ifølge Berlingske indkaldt partilederne til et møde onsdag eftermiddag om vaccinerne.