Berlingske erfarer: Partiledere er indkaldt til møde om vacciner

Statsminister Mette Frederiksen (S) indkalder partiledere til møde om vacciner.

Statsminister Mette Frederiksen (S) under møde i Folketingssalen, som indledtes med en partilederdebat og behandlingen af en epidemilov. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Statsminister Mette Frederiksen (S) har indkaldt Folketingets partiledere til et virtuelt møde onsdag klokken 16 om vaccinerne.

Det erfarer Berlingske.

Mette Frederiksen oplyste tirsdag eftermiddag efter partilederdebatten, at Danmark ikke har fået det antal vacciner fra Pfizer, som man havde håbet på.

»Det er under alt kritik,« siger Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen lægger også op til, at folk må forvente at leve med restriktioner vinteren igennem.

»Jeg tør ikke, som tingene ser ud i dag, love, at der er restriktioner, der bliver ophævet 8. februar,« siger hun og tilføjer:

»Om vi får behov for præcis de samme restriktioner som i dag, det tør jeg ikke sige på stående fod, og det melder vi selvfølgelig ud, når vi ved, om der er grundlag for at gøre det.«

Det er særligt den britiske mutation, som fortsat bekymrer.

»Hvis ikke det var for de mutationer, så ville vi have en epidemi, med meget fin kontrol,« sagde statsministeren.