Ulovlige øl sælges fra garager, arbejdspladser og kolonihaver
Mange private gør sig også skyldige i det ulovlige slik-, sodavands- og ølsalg i Danmark.
Mange private gør sig også skyldige i det ulovlige slik-, sodavands- og ølsalg i Danmark.
Det er ikke kun kioskejere og grønthandlere, som sælger sodavand, øl og slik uden at betale afgifter til den danske statskasse. Der findes også grossistvirksomheder og en hel del private borgere, som er indblandet i den illegale handel.
»Hver femte dansker kender til steder, hvor man kan købe illegale nydelsesmidler. Det er især steder, der sælger illegale sodavand og øl, danskerne kender, men en del har også kendskab til steder, hvorfra der sælges illegal cider, slik, chokolade eller cigaretter,« siger Henrik Hyltoft fra Dansk Erhverv, der undersøgte danskernes kendskab til de illegale varer i foråret.
Hos Skat bekræfter man, at mange private danskere mere eller mindre bevidst deltager i den illegale handel.
»Vi har både i 2011 og 2012 haft sager, hvor der skete salg fra arbejdspladser. Salg fra arbejdspladser sker både til arbejdskollegaer og til kunder, som kommer i virksomhederne,« siger Jon Mikkelsen, afdelingschef i Skat og fortæller, at der har været grossistvirksomheder, autoforhandlere og rengøringsvirksomheder blandt de skyldige.
»Der er også sager, hvor private har solgt ulovlige varer fra kolonihaver og garager,« siger han.
Det er vanskeligt for Skat at opklare sagerne, når private i lille skala sælger varerne til venner og bekendte, men Jon Mikkelsen oplyser, at Skat altid er interesseret i at få anmeldelser fra folk, der hører noget om ulovlig handel med importerede varer.
Skat forsøger også at jage de helt store svind-lere, som systematisk kører over grænsen med varer, som de videresælger i Danmark, men det er svært for Skat at dokumentere.
»Når vi prøver at afsløre grossisters ulovlige handel med punktafgiftspligtige varer, sker det blandt andet ved aktioner på veje i de grænsenære områder, hvor vi med politiets hjælp standser kassevogne og lastbiler for kontrol,« forklarer Jon Mikkelsen.
»Der har været store sager i både 2011 og 2012 om snyd hos grossister og importører, men de er svære at finde frem til i vores systemer,« siger Jon Mikkelsen, der derfor ikke kan give præcise tal for, hvor mange grossister der er blevet taget, og hvor store efterbetalingsbeløb der er blevet opkrævet.
I det hele taget er det meget vanskeligt at få overblik over, hvor stort omfanget af svindel med sodavand, øl og slik er i Danmark. Tidligere har Skat oplyst, at der kan være tale om et milliardbeløb samlet set, men i dag tør Jon Mikkelsen ikke at komme med nogen vurdering af omfanget.
»Det er helt umuligt for mig at vurdere. Omfanget er stort, men hvor stort tør jeg ikke sætte tal på. For vi har ingen sikre data på det,« siger han.