Erhvervsliv ønsker opgør med svindlere
Det skader de lovlydige i dansk detailhandel, når svindlere kan snyde gang på gang, mener Dansk Erhverv, som ønsker konsekvent opgør med svindlerne. Også Superbrugsens chef er vred.
Det skader de lovlydige i dansk detailhandel, når svindlere kan snyde gang på gang, mener Dansk Erhverv, som ønsker konsekvent opgør med svindlerne. Også Superbrugsens chef er vred.
Det irriterer voldsomt i den lødige del af detailhandlen, når kiosker igen og igen sælger illegale sodavand og øl til danskerne. Meldingen fra Skat om, at 75 procent af svindlerne er gengangere, får flere til at kræve handling fra politikerne.
»Det bekræfter mig i den opfattelse, vi har, nemlig at det er blevet så attraktivt at hente varerne syd for grænsen, at mange trods bøder er stærkt motivet til at gøre det,« siger Michael Løve, kædechef i Superbrugsen.
Det er de forhøjede afgifter på blandt andet alkohol, som er årsag til, at svindlen blomstrer i kiosker og hos grønthandlere, mener Michael Løve.
»Det tager jo omsætning fra os, når den illegale handel foregår. Derfor bør man se at få fjernet de afgifter, så der ikke er så stor en motivation til at snyde,« siger han.
Også hos Dansk Erhverv, der repræsenterer store dele af landets detailbutikker, kræver man nu handling fra politisk side.
»Det et er alvorligt problem for alle dem, der driver detailhandel på den rigtige side af loven, og derfor skal vi have stoppet de svindlere, som igen og igen snyder systemet,« siger markedschef Henrik Hyltoft og tilføjer:
»Det er ikke bagateller, vi snakker om. Der svindles i stor skala, og det er sat i system. Derfor ser vi gerne, at der gøres noget hurtigt for at få bugt med problemet,« siger han.
Dansk Erhverv har allerede bedt regeringen evaluere næringsbasen, som de forskellige myndigheder skal indberette til, når de finder lovovertrædelser i en virksomhed, som sælger fødevarer. Dansk Erhverv er bekymret for, at basen ikke har en stor nok effekt.
»Med næringsbasen var meningen, at man skulle kunne fratage en virksomhed retten til at drive næring, hvis den overtrådte regler igen og igen. Men kun ganske få er blevet ramt af det. Når vi så samtidig ser, at svindlen med punktafgifter foregår i stor stil, og Skat fortæller om mange gengangere, så tyder det jo på, at det system, vi har i dag, det ikke er effektivt nok,« siger Henrik Hyltoft.
»Der må skrappere midler i brug, hvis det, vi har i dag, ikke fungerer. Vi må diskutere, om bøderne skal op, eller om man lettere skal kunne beslaglægge en butik,« siger han.