Det bliver vanskeligt for regeringen at stoppe massiv moms- og afgiftssvindel i danske kiosker, da ejerne tilsyneladende ingen respekt har for bøderne.

Gang på gang bliver de samme kioskejere taget i svindel med øl, sodavand og slik, som de importerer fra udlandet og sælger uden dansk moms og punktafgifter. Det betyder, at statskassen går glip af millioner af kroner, og at de lovlydige i detailhandlen bliver ramt af urimelig konkurrence.

»Når vi genbesøger kioskejere, som vi tidligere har taget i at snyde, så viser det sig, at tre ud af fire fortsætter med at snyde,« siger Jon Mikkelsen, afdelingsleder ved Skat i København.

»Når de fortsætter med at snyde, tyder det jo på, at gevinsten ved at snyde er større end bøden,« siger han.

Det er flere år siden, at bøderne sidst blev justeret, oplyser Skat. Første gang en virksomhed bliver taget i forseelsen, lyder bøden på 5.000 kroner. Anden gang er prisen 10.000 kroner. Men det niveau skræmmer langtfra alle kioskejere. I år oplevede Skats kontrolgruppe, at de for femte gang tog den samme kioskejer på Nørrebro i København i at overtræde reglerne. Han solgte både slik og sodavand uden afgifter, selv om han udmærket vidste, at det var ulovligt, og at han kunne blive taget i det når som helst.

Skal diskuteres i Folketinget

I oppositionen er der bekymring over, at 75 procent af svindlerne fortsætter med at svindle trods bøder.

»Det er helt galt og særdeles uholdbart. Den udmelding fra Skat tyder jo klart på, at bøderne ikke har nogen præventiv effekt, og derfor bliver vi nødt til at drøfte, om bødeniveauet er det rigtige. I mine øjne er 5.000 kroner meget billigt sluppet,« siger Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører for Dansk Folkeparti, der vil kontakte skatteministeren for at få bøderne sat op.

»Afgifterne på varerne er jo vokset på det seneste, og det har gjort det mere attraktivt at snyde med afgifterne. Og når incitamentet til at snyde stiger, så vil det være naturligt, at bødernes størrelse følger med,« siger Hans Kristian Skibby.

Ingen ved, hvor store beløb svindel med øl, sodavand og slik løber op i. Tidligere har Skat anslået, at svindlen kan være i milliardklassen, men der er ingen data på området, da en meget stor del af svindlen aldrig bliver afsløret.

Ekstra kontrol

Folketingspartierne har tidligere erkendt, at svindlen med de søde sager og våde varer er et problem, som kræver handling. På finansloven for 2012 blev der afsat penge til 16 ekstra årsværk, så Skat kunne lave endnu flere kontrolbesøg i kiosker og hos grønthandlere. Det resulterer nu i flere bøder.

Skat har udskrevet 186 bøder til kioskejere og grønthandlere for ulovligt salg af slik, soda-vand og øl i løbet af årets første otte måneder. Det er flere end dobbelt så mange som samme periode sidste år, hvor der blev udskrevet 90 bøder. Allerede i løbet af årets første otte måneder har Skat bedt om at få kioskejere og grønthandlere til at indbetale 16 mio. kroner til staten i punktafgifter, som de har snydt for.