Trumps handelskrige presser virksomhederne – jobvæksten skuffer i USA

Det amerikanske arbejdsmarked viste svaghedstegn i maj, hvilket øger usikkerheden om styrken i økonomien. Centralbanken taler nu åbent om rentenedsættelser, hvilket skyldes præsident Trumps mange handelskrige.

Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, har sat gang i arbejdet med at videreudvikle kommunikationen omkring pengepolitikken. Det kan give anledning til kursændring, men først på længere sigt. YURI GRIPAS

Den amerikanske økonomi skabte i maj 75.000 nye job, hvilket var betydeligt mindre end forventet. Samtidig blev jobskabelsen nedjusteret i de foregående måneder, så samlet set var der tale om en stor skuffelse.

Svagheden var bredt funderet på tværs af alle økonomiens sektorer, hvilket er noget usædvanligt og øger risikoen for, at der kommer en større revision på et senere tidspunkt. Det ændrer dog ikke på, at fortællingen om arbejdsmarkedet er svækket her to uger før, at den amerikanske centralbank skal mødes næste gang. Ledighedsprocenten forblev på 3,6 pct. og er således stadig på det laveste niveau siden 1960erne.