Trump kan glæde sig over jobfest – det går jo godt

Den amerikanske økonomi er i topform med en stærk jobvækst og flot fremgang i husholdningernes indkomster. Coronavirussen er en grå sky, men der er indenlandsk momentum. Derfor er det ikke så overraskende, at præsident Trump får gode karakterer af vælgerne, når det gælder håndteringen af økonomien.

Præsident Donald Trump kan være tilfreds med tingenes tilstand. Økonomien er hans stærkeste kort og ser ud til at vokse pænt. Ethan Miller/AFP/Ritzau Scanpix

Det har været en rigtig god uge for USAs præsident, Donald Trump. Og fredagens statusrapport fra det amerikanske arbejdsmarked gjorde ikke smilet mindre. I årets første måned blev der skabt 225.000 nye job i alt og 206.000 i den private sektor. Det var langt over analytikernes forventninger. Til sammenligning blev der sidste år i gennemsnit skabt 179.000 nye job om måneden og 2,1 millioner job i alt.

Som altid var det servicesektoren, der leverede broderparten af de nye job, mens beskæftigelsen i industrien igen faldt. Det afspejler delvist de fortsatte problemer hos Boeing, hvor flere underleverandører har annonceret afskedigelser. Byggebeskæftigelsen steg med hele 44.000 personer, men det hører med til historien, at januar 2020 var den femte varmeste målt i USA.