Trods Michelin-succes: Danmark tjener flere penge på hotdogs og softice end gourmetmad

Danske Michelin-restauranter har været spydspids i kampen om at tiltrække flere turister, men vi må endelig ikke glemme, at vi tjener langt de fleste af vores turismekroner på almindelige turister fra middelklassen, som vil have mad, der er til at betale, påpeger Dansk Erhverv.

Selvom Michelin-restauranter tjener flere penge end før på udenlandske turister, skal vi huske det brede publikum, vurderer Dansk Erhverv. Her ses en meget ung mand med en hotdog i Nyhavn i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Selvom danske Michelin-restauranter tjener mere og mere på udenlandske turister med hang til gourmetmad, henter dansk turisme stadig de fleste penge på middelklasseturister, som ikke nødvendigvis har råd til eller vil bruge penge på et bord på en dyr Michelin-restaurant.

»Den danske Michelin-scene har været enorm vigtig for Danmark, og Ny Nordisk har ramt ned i en kæmpe megatrend i forhold til at spise lokalt. Det har været med til at give Danmark et godt mad-image, men når det er sagt, er det også vigtigt at sige, at langt de fleste turismekroner tjener vi ikke på Michelin-turister. Dem tjener vi på er det brede publikum,« siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.

Remoulade er stor erhvervssucces

En ny opgørelse fra Berlingske viser, at de 28 danske Michelin-restauranter generelt har en bedre økonomi og i mange tilfælde har sorte tal på bundlinjen. Det skyldes især, at flere udenlandske turister rejser til Danmark med det formål at spise på en eller flere af de hædrede restauranter.

Se her, hvilke Michelin-restauranter der tjener penge.

En opgørelse fra VisitDenmark viser, at 8-9 procent af turisterne i København rejser hertil for at spise gourmetmad. Og den type gæster er gode for Danmark. Gastroturister bruger i gennemsnit 1.450 kr. pr. døgn, mens en almindelig turist i gennemsnit bruger 950 kr. pr. døgn.

»Vi skal huske, at den store økonomi ligger i det brede publikum. Det er stadig remoulade, som er det danske produkt, som vi sælger mest af i Tyskland. Og når tyskerne er her, så holder de af vores hotdog, vores røde pølser og vores softice, ligesom svenskerne kommer hertil for at spise vores smørrebrød,« siger Lars Ramme Nielsen.

»Det er dejligt, at der er blevet skabt en luksusfortælling om dansk mad. Men luksus for en tysker kan også være at købe en frisk fisk fra kutteren eller købe lækre råvarer i Torvehallerne. Ligesom det også er værd at nævne, at de små danske destillerier oplever fremgang. I år blev en dansk whiskey kåret til verdens bedste. Det synes jeg er ret stort.«

Turisme udgør 4,6 procent af Danmarks samlede eksport, og indtægterne har været stigende de seneste år. Ifølge tal fra VisitDenmark har væksten især været drevet af udenlandske turister, som foretog 3,4 procent flere overnatninger i 2018 end året før.