Direktør for Danmarks Nationalbank Lars Rohde kan være på vej med støtteopkøb for kronen. Kursen på kronen falder og er i den nederste del af båndet over for euroen.
Det er nyhedsbureauet Bloomberg, der fremhæver, at centralbanker, som kører med en negativ rente snart kan blive nødt til at stramme pengepolitikken. Danmarks Nationalbank kører med negativ rente, og den danske krone bliver handlet på den svage side af det, som kaldes paritetskursen for over euroen.
»Hvis de gør, som de normalt gør, vil de starte med at intervere,« siger chefanalytiker hos Nordea Jan Størup Nielsen.
Han fremhæver derved, at første skridt for at beskytte kronekursen over for euroen er, at Nationalbanken går ud i markedet og køber kroner op. Det vil sige at intervere. Hvis det ikke er nok, er næste skridt en selvstændig dansk renteforhøjelse.
Jan Størup Nielsen fremhæver, at når Nationalbanken har opkøbt kroner for 10 mia. kr. eller mere, så begynder en selvstændig dansk renteforhøjesle af nærme sig. I Danmark har Nationalbanken kørt med negativ rente siden juli 2012.
To forhold svækker
Normalt klarer den danske valuta sig godt over for euroen, fordi den danske økonomi er forholdsvis stærkt. Det er også tilfældet i øjeblikket, hvor vi har et opsving med stabil vækst, lav inflation og lav ledighed.
I de senere år har kronen også flere gange nærmet sig at være for stærk over for euroen.
Men Nordea fremhæver, at når der alligevel er pres på kronen i øjeblikket, skyldes det primært to forhold. Dels er Den Europæiske Centralbank, European Centralbank, ECB, ved at gøre klar til at afslutte opkøbsprogrammet. Det vil sige opkøb af statsobligationer for mange milliarder af euro.
Det skal slutte her i december og den opstramning ventes at få valuta til at flyde væk fra Danmark. Herudover er Danmarks solide overskud på betalingsbalancen faldet lidt siden toppen blev nået i december 2016. Eksporten til Tyskland er svækket og der er bekrymring for den danske eksport på grund af handelskrigen og usikkerheden omkring Brexit.
Jan Størup Nielsen fremhæver herudover en helt andet årsag til, at kronen er blevet svækket. Det er den helt banale årsag, at december traditionelt er en svag måned for kronen.
»Vi ved ikke helt hvorfor,« siger Jan Størup Nielsen.