Den danske krone er ved at blive for stærk. Vi er den sikre havn, som nervøse investorer tyer til, når den politiske uro raser ude i verden. Sådan kunne det have lydt fra Danmarks Nationalbank flere gange i de senere år.

Men i øjeblikket er situationen den modsatte. I løbet af den seneste måned er kronen stille og roligt blevet svagere, og lige nu koster hundrede euro 745,86 kr. I de senere år har kronen i flere perioder været så stærk, at 100 euro har kostet under 744 kr. – som er Nationalbankens officielle vekselkurs, der ikke må forveksles med den kurs, almindelige borgere betaler for euro.