Strøm eller benzin? Her er Christiansborgs pris for at sikre lave afgifter på elbiler de næste fem år

I et nyt folketingssvar skønner Skatteministeriet, at det vil koste statskassen et provenutab på 7,4 milliarder kroner, hvis politikerne ønsker at fastholde de nuværende lave afgifter for elbiler og pluginhybridbiler helt frem til 2025.

Volkswagens nye elbil, ID.3, på fabrikken i Zwickau i Tyskland, der skal producere 330.000 elbiler om året. De første modeller til levering lander i Danmark i september. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det vil koste statskassen 800 millioner kroner at fastholde de nuværende lukrative afgifter og bundfradrag på elbiler og pluginhybridbiler i 2021. Det viser nye beregninger fra Skatteministeriet til Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg.

Et provenutab, der ved en fortsat fastholdelse af de nuværende afgifter vil stige til 1,1 milliarder kroner i 2022, 1,5 milliarder kroner i 2023, 1,8 milliarder kroner i 2024 og 2,2 milliarder kroner i 2025.

Svaret kommer forud for en række længe ventede anbefalinger fra en elbilskommission med tidligere DONG Energy-topchef Anders Eldrup i spidsen.

På mandag skal kommissionen anvise en vej til at sætte turbo på at skubbe danskerne over i de grønnere alternativer til landets ca. 2,5 millioner benzin- og dieseldrevne personbiler. Uden at det som udgangspunkt må gøre indhug i de i alt ca. 50 milliarder kroner, der hvert år lander i statskassen fra bilrelaterede afgifter.

Modellen med løbende forlængelse af de lave registreringsafgifter for el- og pluginhybridbiler har været en yndet strategi for Christiansborg de sidste år, i takt med at salget af de grønne biler godt nok er steget, men langtfra med den ønskede hast.

Flere partier har de seneste dage bebudet, at det skal være slut med den slags lappeløsninger. Dog med en indbygget kattelem, der betyder, at man kan blive nødt til igen at ty til netop denne model, hvis forhandlingerne om en langvarig omlægning af bilafgifterne trækker ud.

»Der er brug for en langsigtet grøn løsning for danskernes biler,« sagde SFs klimaordfører, Signe Munk, onsdag og blev bakket op af både de Radikale og Enhedslisten.

»Vi vil have fundet en langsigtet løsning og ikke endnu en lappeløsning. Men står vi i december og har ikke landet en aftale endnu, kan vi jo være nødt til at gå ind i finansloven og sikre afgifterne næste år,« sagde Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen, onsdag.

VW klar til at træde på bremsen

I dag lyder registreringsafgiften for elbiler samt pluginhybridbiler på 20 procent af den tilsvarende afgift for benzin- og dieselbiler. Samtidig betyder et særligt bundfradrag, at der reelt kun betales afgift for el- og pluginhybridbiler til mere end 400.000 kr.

Hvis ikke politikerne griber ind, stiger registreringsafgiften ved årsskiftet til 65 procent af afgiften for benzin- og dieselbiler i 2021, 90 procent i 2022, inden den i 2023 lander på det samme niveau som benzin- og dieselbiler.

På den korte bane vil det ifølge beregninger fra FDM betyde, at afgiften på den populære Tesla Model 3 Long Range på én gang vil stige 135.594 kroner, så biler til nytår stiger fra 456.653 kroner til 592.157 kroner.

GRAFIK

Så meget står populære elbiler til at stige til nytår

Forud for elbilkommissionens anbefalinger på mandag står elbiler og plug-in hybridbiler til at stige markant i afgift ved årsskiftet.

VWs ID.3 – der netop nu er på vej på markedet som Volkswagens første reelle skud i en enorm satsning på elbiler – vil i mellemvarianten stige fra 364.995 kroner til 445.954 kroner ved årsskiftet uden politiske indgreb. Det er en afgiftsstigning på mere end 80.959 kr.

»Der er allerede kæmpe søgning efter bilen, så vi har også bestilt rigtig mange hjem. Men jeg må sige, at vi samtidig sidder og er klar til at træde på bremsen, for hvis ikke der kommer en forlængelse af subsidierne til elbiler i 2021, så bliver det rigtigt svært at sælge dem,« siger direktør for VW Danmark Mads Ries Lauvring fredag til Dagbladet Børsen.

Regeringen afventer anbefalinger

Akkumuleret skønner Skatteministeriet, at det i årene 2021-2025 vil koste et provenutab på 7,4 milliarder kroner at fastholde de nuværende afgifter og bundfradrag på elbiler og pluginhybridbiler.

I svaret fra Skatteministeriet bemærkes det, at de fremlagte tal er forbundet med stor usikkerhed, blandt andet fordi den teknologiske udvikling for grønne biler er svær at forudsige.

Går udviklingen pludselig meget stærkere end antaget, kan det for eksempel blive markant dyrere for statskassen, hvis mange flere danskere end beregnet køber elbil på de nuværende, lukrative vilkår.

»Ændringer i registreringsafgiften for el- og pluginhybridbiler indgår i regeringens overvejelser om mulige fremtidige ændringer af bilbeskatningen i en mere grøn retning. Disse overvejelser vil ske på baggrund af anbefalingerne fra Kommissionen for grøn omstilling af personbiler,« skriver skatteminister Morten Bødskov (S) i sit svar til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget.

Ministeren påpeger, at opdraget til kommissionen med Anders Eldrup i spidsen er, at man ved en omlægning af bilafgifterne skal fastholde statens provenu »på længere sigt«.

»Regeringen afventer således kommissionens anbefalinger inden, der tages politisk stilling til ændringer af afgiftssystemet,« skriver Morten Bødskov.