Mette Frederiksens støttepartier vil forbyde salg af nye benzin- og dieselbiler hurtigt – bilbranchen advarer

2022, 2025 eller 2028? Salget af nye benzin- og dieselbiler skal forbydes, og det skal forbydes inden 2030, som det er regeringens plan. Det fastslår regeringens støttepartier forud for længe ventede anbefalinger fra elbilskommissionen.

I statsminister Mette Frederiksens S-regerings forståelsespapir ønskes et stop for salg af nye benzin- og dieselbiler i 2030. Men det skal gå hurtigere end det, mener støttepartierne SF, Enhedslisten og Radikale Venstre. Til venstre SFs formand, Pia Olsen Dyhr, og bag statsministeren Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, og de Radikales gruppeformand, Morten Østergaard. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der kommer flere og flere elbiler på de danske veje, men det går slet ikke hurtigt nok. Det mener langt størstedelen af politikerne på Christiansborg.

Alligevel har de trods adskillige års søgen stadig ikke fundet den trylleformular, der for alvor skal skubbe danskerne over i de lydløse alternativer til landets omtrent 2,5 millioner benzin- og dieseldrevne personbiler.