SMVdanmark: Her er supervåbnet til at undgå flere restriktioner og en ny nedlukning

Regeringen må gå en helt anden vej end nye restriktioner for at bremse smitten. Sådan lyder det fra brancheorganisation, der peger på et supervåben. Det hedder hjemmetest på en særlig måde.

Skolebørnene er lige blevet sendt hjem. Inden regeringen og det øvrige Folketinget begynder at tale om nye restriktioner, bør man vente og se, hvordan de allerede indførte restriktioner virker. Det fremhæver SMVdanmark, der opfordrer til en helt ny strategi for hjemmetest, som ifølge organisationen er både billigere og mere effektiv. Jeroen Jumoulet/Ritzau Scanpix/Arkivfoto

Smittetallene stiger, og det får Enhedslisten og SF til at tale om behovet for nye restriktioner. Samtidig har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) netop indkaldt til møde fredag i Epidemiudvalget, hvor nye restriktioner kan være dagsordenen.

Fra erhvervsorganisationen SMVdanmark kommer der nu en klar opfordring og model for, hvordan man kan få styr på smitten og samtidig undgå en ny nedlukning.

SMVdanmark har 18.000 mindre virksomheder som medlemmer, og det første budskab fra organisationen er, at man bør have lidt tålmodighed.

»Vi har to principper. Det første er at vente og se i forhold til de restriktioner, som allerede er vedtaget. Det var i går, skolebørnene blev sendt hjem, og det har i høj grad været børnene, som har drevet smitten,« siger administrerende direktør i SMVdanmark Jakob Brandt.

»Det vil sige, at nu smitter skolebørnene ikke længere hinanden og forældrene. Dette tiltag har vi slet ikke set virkningen af endnu,« siger Jakob Brandt og tilføjer:

»Det andet princip er, at vi skal have selvtest ud til danskerne. Vi burde som en julemand dele selvtest gratis ud over hele landet. Danskerne skal kunne gå ned i detailhandlen for at hente en test med hjem.«

Slår meget hårdt

Jakob Brandt henviser til en analyse fra SMVdanmark, der viser, at samfundet kan spare næsten 560 millioner kroner på hjemmetest – alene i december.

I analysen skriver SMVdanmark, at en coronatest på et testcenter koster 133 kroner inklusive prisen for podning.

»Men dette er langtfra hele omkostningen. Testpersonen skal hen til testcenteret, stå i kø og derefter hjem eller tilbage på arbejde. Desuden lægger podningsopgaven beslag på den arbejdskraft, som erhvervslivet mangler lige nu,« hedder det videre i rapporten.

»Danskerne vil kunne tage en test, inden de går på arbejde, og de vil også gerne kunne tage en test, inden de skal til et arrangement, en fest eller lignende. Dermed kan vi undgå, at borgerne skal stå i kø ved testcentrene, eller de skal undlade at lade sig teste på grund af køen,« siger Jakob Brandt.

»Dette ville kunne begrænse smitten på en helt anden måde end, hvis vi indfører restriktioner, der slår hårdt på erhvervslivet,« siger Jakob Brandt.

Som beskrevet i Berlingske de senere dage er den helt store frygt blandt restauranter, hoteller og den øvrige oplevelsesindustri, at Danmark bliver ramt af en ny nedlukning.

Under seneste nedlukning var detailhandlen også ramt, og nedlukningen berørte 345.000 arbejdspladser. Hvad, der sker denne gang, vides endnu ikke.

I eftermiddag skulle der have været et møde med repræsentanter fra detailhandlen og flere ministerier i det såkaldte sektorpartnerskab, der har haft afgørende betydning under corona. Mødet er dog blevet aflyst eller udsat.