Søndag aften blev det klart, at det konservative Nyt Demokrati med Kyriakos Mitsotakis i spidsen havde vundet parlamentsvalget i Grækenland. Og forandringens vinde var synlige, da valgets sejrherre stod frem: Et nydeligt blåt slips i et nydeligt blåt jakkesæt signalerede alvor og en mere erhvervsvenlig stil – og fremhævede samtidig de græske nationalfarver.
Mitsotakis ønsker at sætte sig spor i græsk historie og har tre vigtige opgaver: arbejdspladser, arbejdspladser og arbejdspladser. I sin tale søndag aften sagde Mitsotakis, at »jeg er forpligtet til færre skatter, flere investeringer, for gode og nye job og for økonomisk vækst, der vil bringe højere lønninger og pensioner i en effektiv stat«. For at løse denne udfordring ønsker han at reformere Grækenland fra øverst til nederst.