Athens aktiemarked havde en rigtig god mandag med en stigning på over fire procent. Grækenland er nu et af de få eurolande, der har højere aktiekurser i dag end for et år siden. Euforien skyldes, at regeringen fik stryg i det netop overståede EU-parlamentsvalg, der i Grækenland også fik følgeskab af kommunal- og regionalvalg. Det venstreorienterede regeringsparti Syriza fik 24 pct. af stemmerne, mens det konservative oppositionsparti, Nyt Demokrati, fik 33 pct.
Valgnederlaget gik igen i den første runde af lokalvalgene og var således ikke en isoleret EU-ting. Det fik Nyt Demokratis formand Kyriakos Mitsotakis til at kræve regeringens afgang og nyvalg ganske kort tid før, at premierminister Alexis Tsipras selv annoncerede, at der vil blive udskrevet valg efter næste weekends afsluttende runde i lokalvalgene. Måske til afholdelse allerede 30 juni. Der skal senest være valg til september, så det er ikke en markant fremrykning.