Prisen på råolie, som raffinaderierne bruger til at lave benzin, er steget seks måneder i træk. Den længste periode med konstante prisstigninger i mere end et årti.
Og med EUs netop aftalte sjette sanktionspakke mod Rusland, der øjeblikkeligt skal sløjfe 75 procent af EUs import af russisk råolie – 90 procent inden årets udgang – er der ingen udsigt til, at den tendens vender.
Tværtimod.
Prisen på en liter benzin i Danmark nåede allerede sin rekord i marts måned på omkring 16 kroner literen. 28. maj – inden EU overhovedet indgik den endelige aftale – lød den vejledende literpris på 18,59 kroner.
Og som diverse prognoser varsler, så er der udsigter til, at prisen på olieprodukter fortsætter himmelflugten.
Hvad betyder det for tegnebogen, hvis man eksempelvis har planer om at tage familien på en bilferie til Sydeuropa? Det har Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, regnet på.
Rom, Napoli eller Barcelona
En literpris på 20 kroner er, som tingene står til, ikke svær at forestille sig.
Og i et scenario, hvor familiebilen har en tankstørrelse på 50 liter og kan køre 15 kilometer på literen, kan prisen for en bilferie til Napoli, Rom eller Barcelona – cirka 2.000 kilometer fra Østerbro i København – meget vel komme op omkring 2.600 kroner.
Og det er bare derned.
Men de danske priser ligger også en smule højere end i andre europæiske lande.
»Forbrugerne kan formentlig stadig finde brændstofpriser ned igennem Europa, som er lidt lavere end de danske,« skriver Per Hansen.
»Men det er ikke givet. I Danmark har vi høje faste afgifter,« skriver han og forklarer, at benzinprisen i Tyskland for eksempel stadig er på omkring 16 kroner literen.
På motorvejen er den dog »noget dyrere« og nærmer sig prisen de danske vejledende priser, skriver Per Hansen.
Men med en literpris på 20 kroner, vil det altså koste dig 1.000 kroner at fylde en benzintank på 50 liter.
Som avisen B.T. skrev 24. februar i år – hvor benzinprisen herhjemme nærmede sig 15 kroner literen, efter at Rusland invaderede Ukraine – »tank bilen nu«.