Coronavirussen fortsætter med at sprede sig, og store dele af det danske samfund er nu lukket ned. Det vil uundgåeligt ramme landets virksomheder og dansk økonomi hårdt.
Derfor er regeringen nu klar med en stribe initiativer, der skal afbøde de økonomiske konsekvenser.
Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.
Et af de centrale forslag er, at ordningen med arbejdsfordeling bliver mere fleksibel, så virksomheder kan sætte medarbejdere ned i tid en midlertidig periode, hvor medarbejderne så kan få supplerende dagpenge.
Ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) sker det for at give virksomheder mulighed for at undgå afskedigelser af medarbejdere.
Derudover lægger regeringen op til, at sygedagpengesystemets såkaldte arbejdsgiverperiode suspenderes, så virksomhederne kan få refusion fra dag ét, når en medarbejder er syg af COVID19 eller i karantæne.
Endvidere bliver den kontracykliste kapitalbuffer frigivet, så den er nul med øjeblikkelig virkning. Derved får bankerne og institutterne med deres nuværende kapitalbeholdning alt andet lige mere spillerum til at modstå tab uden at skulle indskrænke deres udlån, meddeler Finansministeriet.
Det fjerde tiltag er, at der bliver oprettet to nye garantiordninger. Det oplyses, at den ene er målrettet store virksomheder og kommer til at fungere på markedsvilkår, mens den anden er målrettet små og mellemstore virksomheder og indebærer en lavere garantiprovision for virksomhederne, hvorfor der afsættes en statslig tabsramme på en mia. kroner
Første bølge kom tirsdag
Dagens udmelding fra regeringen er anden bølge af tiltag, der har til formål at afbøde coronavirussens negative effekt på landets virksomheder og dansk økonomi.
Den første bølge af tiltag blev meldt ud tirsdag. Her blev det først og fremmest annonceret, at regeringen vil understøtte virksomhedernes likviditet ved at udskyde betalingfristen for moms og indkomstskat.
Samtidig annoncerede regeringen, at en såkaldt »coronaenhed« med erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter til at følge situationen og sætte nye initiativer vil blive nedsat.
Endvidere blev det bebudet, at arrangører ville få dækket en del af tabet, hvis de følger regeringens anbefaling om at aflyse arrangementer med over 1.000 deltagere - en anbefaling, som onsdag aften blev ændret til 100 personer.
Overvismand: Nye og anderledes tiltag er nødvendige
Professor i økonomi på Københavns Universitet og overvismand Carl-Johan Dalgaard var torsdag ude på Berlingske og sige, at der skal nye og anderledes tiltag til for at hjælpe dansk økonomi gennem coronakrisen.
Han fremhævede, at der blandt andet var brug for målrettede tiltag mod de mest udsatte brancher.
Før dagens pressemøde pegede Dansk Erhverv blandt andet på, at der skal findes en løsning, så danske virksomheder kan få både lønkompensation og sygedagpengerefusion. Det vil være et afgørende skridt, der kan være med til at sikre langt færre afskedigelser, mener Dansk Erhverv.
Desuden bør det offentlige være med til at afholde dele af lønudgifterne til de medarbejdere, der sendes hjem i for eksempel karantæne, lyder det fra Dansk Erhverv.