Regeringen bønfalder danskerne om ikke at hamstre: »Der er nok til os alle sammen«

Der var panikagtige scener i København onsdag aften, hvor kunder i tusindvis hamstrede madvarer, toiletpapir og andre fornødenheder. Men regeringen opfordrer indtrængende til, at man kun køber det, man har behov for. Så er der nok til alle.

Budskabet lyder indtrængende til danskerne fra regeringen torsdag morgen: Der er ingen grund til at tage i supermarkedet og hamstre mad.

Det sker, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag aften lukkede store dele af Danmark ned.

Siden har dagligvarebutikkerne oplevet et massivt pres fra kunder, der har fyldt kurve og indkøbsposer til og over randen. Men det er der slet ingen grund til, sagde erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde onsdag formiddag.

»Meldingen fra butikkerne er helt klar: Butikkerne holder åbent helt som sædvanligt. Der er varer på lager. Lastbilerne kører, som de plejer, med nye varer. Der er nok til os alle sammen,« sagde han.

»Der er varer nok, der er ingen problemer med vores forsyningssikkerhed,« bakkede fødevareminister Mogens Jensen (S) op ved pressemødet.

Beskeden var både opfordrende og indtrængende fra de to ministre.

For regeringen har selvfølgelig også set de panikagtige scener fra supermarkederne onsdag aften.

»Der er stadig udfordringer med hamstring. Man kan godt forstå, der kan opstå nervøsitet, da man i aftes fik at vide, at der tages foranstaltninger for at sikre os mod coronasmitten. Men der er grund til at slå fast: Man kan gøre, nøjagtig som man plejer. Der er ingen problemer med vores forsyningssikkerhed – der er varer på hylderne. Er der en enkelt hylde, som er tom, så bliver den fyldt op,« forsikrede Mogens Jensen.

Han er i tæt kontakt med detailhandlen, og regeringen får løbende indberetninger om, hvordan det ser ud med forsyningssikkerheden på fødevarer og adfærden i supermarkederne.

»Vi opfordrer til, at alle handler som normalt og også på det her punkt viser samfundssind. Så er der ingen problemer,« sagde fødevareministeren.

Ingen grund til restriktioner

Ministeren blev spurgt, om man i Danmark overvejede at lukke de butikker, for eksempel tøjbutikker, der ikke er strengt nødvendige, og eventuelt kun lade fødevarebutikker og apoteker holde åbent.

»Dér er vi slet ikke endnu. Det er ikke noget, der er blevet bragt op som en udfordring eller et problem i Danmark. Udgangspunktet er for nuværende, at alle butikker holder åbent. Og de holder åbent, så længe som de plejer at have, og man kan trygt og roligt handle ind, som man plejer,« sagde Mogens Jensen og tilføjede, at regeringen også bliver nødt til at tage hensyn til samfundsøkonomien.

I lande som Storbritannien og Australien har hamstringen været så voldsom, at flere engelske supermarkeder og australske er begyndt at rationere salget af bestemte varer.

Blandt andet har Tesco, som er en af Storbritanniens største kæder, indført en begrænsning på køb af varegrupper som antibakterielle produkter, tørret pasta, grøntsager på dåse og andre langtidsholdbare varer, og de engelske forbrugere kan nu højst købe fem varer i de pågældende varegrupper.

På spørgsmålet, om regeringen kunne blive nødt til at tage andre værktøjer i brug, hvis danskerne ikke følger regeringens råd, svarede Mogens Jensen:

»Hvis vi gør, som vi plejer, er der ikke grund til at diskutere restriktioner.«

Han nævnte dog, at der er mulighed for at sætte en begrænsning af køb i butikkerne, hvis danskerne fortsætter med at rage varer til sig.

»Men det er der ikke nogen grund til at diskutere, hvis vi kan løse det her, ved at folk bare handler, som de plejer at gøre, og ikke hamstrer,« siger han.

Har I lovgivningen klar, hvis danskerne vælger ikke at følge jeres opfordring?

»Det ligger i aftalen med detailhandlen, at man kan foretage foranstaltninger, hvis vi kommer i de her situationer. Der er også nogle lovgivningsmæssige muligheder. Det er bare mange år siden, at de har været anvendt, så derfor er der ingen grund til at tage dem i brug,« siger Mogens Jensen.

Der er supermarkeder til 18 millioner mennesker i Danmark

Allerede inden statsministeren onsdag aften holdt sin tale, var landets store dagligvarekæder ude med fælles opfordring til at handle, som man plejer.

»Så vil der være nok til alle,« stod der i pressemeddelelsen fra blandt andre Netto, Fakta, SuperBrugsen og Rema 1000.

Coops analysechef, Lars Aarup, har tidligere forklaret, at danskerne ikke skal frygte, at supermarkederne løber tør for varer, for Danmark er det land i Europa, der har flest kvadratmeter supermarked pr. indbygger og nok til 18 millioner mennesker.

»Vi har en lidt anden butiksstruktur i Danmark, end man har andre steder, fordi vi har rigtigt mange butikker. Og danskerne handler ofte, så vi har et meget konstant vareflow, så sandsynligheden for, at vi skulle løbe tør for varer, er ret lille,« siger han.

Fødevareministeren mindede på pressemødet om, at de ansatte i de mange danske dagligvarebutikker sikkert godt kunne bruge et smil eller et opmuntrende ord.

»Deres arbejde er utrolig vigtigt, for at vi alle sammen kan opretholde den handel, som er nødvendig i vores dagligdag,« lød det fra Mogens Jensen.